De danske digterruter
Blicheregnens Museum: fredag 18. juni kl. 14.00.
Digter-ruten er en ny oplevelsesrute rundt i Danmark, hvor vi inviterer ud i
naturen og ind i litteraturen.
Mange af vores store forfattere har ladet sig inspirere af naturen i deres forfatterskab,
og med digter-ruten kan man fra 18. juni gå i forfatternes fodspor. Ruten
dækker hele landet og digtere fra Brorson i Ribe til Ditlevsen i København.
På Blicheregnen er vi stolte af at stå for Blicher-ruten, hvor du kan gå i
St. St. Blichers fodspor på den egn, hvor han er født og senere var præst. Det
var her, han fandt inspiration til sine noveller og digte, og med digter-ruten
kan du nu stå på heden og høre uddrag fra Hosekræmmeren og digtsamlingen
Trækfuglene med Sig nærmer Tiden og mange andre fantastiske digte i det
landskab, som Blicher holdt så meget af.
Blicher-ruten starter på Blicheregnens Museum i Thorning, hvor Blichers
præstegård lå, og går videre til Thorning Kirke, hvor Blicher var præst.
Derfter fortsætter turen til Vium, hvor Blicher er født og voksede op, og over
til E Bindstouw. Derfter går turen til Grathe Monumentet og til sidst til
Kompedal Plantage og Grathe Hede, hvor man kan vandre i digterens fodspor. På
hvert sted kan man høre lidt om Blicher og hans forfatterskab ved prof. Johs.
Nørregaard Frandsen og uddrag af Blichers digte og noveller ved Jens
Mortensen.
Museumshaven lægger hus til åbningen af Blicher-ruten, når Johan Brødsgaard,
formand for Kultur-, Fritids-, og Idrætsudvalget, indvier ruten på rutens
første stop kl. 14.00 fredag 18. juni.
Blicher-ruten er lavet i samarbejde med Syddansk Universitet, Naturstyrelsen, Viborg Museum, menighedsrådene i Thorning og Vium samt Silkeborg Kommune.
Digter-ruten er blevet til på initiativ fra Syddansk Universitet og støttes af Nordea-fonden.
Vil du vide mere om St. St. Blicher, så kig ind på http://www.blicher-nu.dk/ og https://blicherselskabet.dk/.