Kort indføring Blichers liv og værk

Den danske digter Steen Steensen Blicher levede fra 1782 til 1848. Hans levetid faldt i den periode man senere kaldte Danmarks Guldalder. Forklaringen var enkel, ordet Guldalder sigtede specielt til den omfattende og fremragende litteratur, billedkunst og musik, der skabtes af periodens danske kunstnere inspireret af den europæiske romantik i begyndelsen af det 19. århundrede. Samtidig er det i denne periode at Danmark oplevede sin største politiske omskiftelse: Afløsningen af Enevælden og indførelsen af Grundloven af 1849. Blicher blev en af denne periodes mest kendte novelleforfattere, og hans forfatterskab er aldrig blevet svigtet af det læsende publikum. De kendteste af hans noveller genudgives gang på gang.

Syd for den danske grænse lå det store naboland Tyskland, ganske vist stadig splittet i én stor stat og en række mindre stater. Et land hvis kultur strømmede ind over den danske grænse i høj grad som inspiration, men efter 1830 også som en trussel, ikke mindst for danskheden i de danske hertugdømmer Slesvig og Holsten.

Dette store naboland stiftede tidligt bekendtskab med Blichers noveller, ligesom det var tilfældet med Holberg, Oehlenschläger, Baggesen og andre. Allerede i 1826 forelå den første Blichernovelle i tysk oversættelse udgivet i Lübeck.

Opvækst og ungdom

---

Denne Guldalder, som den lille Steen skulle blive en del af, vidste han af gode grunde ikke selv noget om. Hans far, Niels Blicher, var præst i et fattigt jysk landsogn, Vium, et par mil syd for Viborg. Han hørte til de “moderne” præster, der præget af Oplysningstiden gjorde et stort arbejde for deres sognebefolkning delvis efter kongeligt dekret. I dette sogn blev Steen født den 11. oktober 1782 og navngivet efter moderen Kirstine Marie Curtz nære slægtning, herremandenSteen de Steensen på det nærliggende gods Aunsbjerg.

Steen, der livet igennem havde en nær tilknytning til sin far, og i høj grad overtog hans dannelsesidealer, blev i perioder anbragt på denne gård. Oplevelserne i herregårdsmiljøet beskrev han selv senere levende bl.a. i novellen Skytten på Aunsbjerg, Røverstuen og Eneste Barn. Sidstnævnte skildrer også livet med Friderich Schinkel, hans kone Edel Helene Margrethe og datteren Charlotte Amalie Schinkel (Eneste Barn) på Hald Hovedgård. Når Steen blev sendt hjemmefra var det på grund af moderens sygdom, som vi i dag nok ville kalde for en psykisk lidelse, hvis vi skal tro på den beskrivelse Niels Blicher giver af sin kones sygdom (sindssvag).

To store begivenheder fandt sted i Blichers barndomstid, begivenheder han ofte vendte tilbage til, nemlig Den franske Revolution i 1789 og ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788, der havde bundet den danske uoplyste bondestand i århundreder.

I 1795 flyttede familien til et mere indbringende præstekald ved Randlev syd for Århus. Året efter begyndte Steen på latinskolen i Randers. Han var på mange måder velforberedt af faderen til at komme hjemmefra. Ved siden af den boglige kunnen var han også forberedt på at nyde jagtens og naturens glæder. I 1799, fire år efter, kunne han aflægge artiumprøven i København med et meget tilfredsstillende resultat.

Han lod sig indskrive på Københavns Universitet, og hans teologistudium, der normalt skulle have været afsluttet efter 3 år, udstrakte sig i stedet til 1809, hvor han endelig blev færdig. Grunden til denne forsinkelse var dels en sygdomsperiode i 1801, hvor han måtte søge ophold som huslærer på Falster i to år for at genvinde sit helbred, dels de alvorlige tilstande under Napoleonskrigene, hvor Danmark var i krig med England og fra 1807 også med Sverige.

Af krigsoplevelser overværede han i 1801 Slaget på Rheden mod den engelske flåde under ledelse af Lord Nelson. I 1807 deltog han selv i forsvaret af København som frivillig i det københavnske studenterkorps under englændernes bombardement af byen.

Under sit ophold som huslærer på Falster fra 1801-03 fik han foræret den skotske digter Macphersons Ossians Digte. Giveren var digteren og agronomen Christian Olufsen fra den nærliggende landbrugsskole Næsgård. Inspireret af disse digte besluttede han sig til at oversætte dem til dansk. Samtidig med teologistudiet blev det en af hans vigtigste beskæftigelser (han skulle bl.a. lære engelsk). 1. bd. udkom 1807, 2. bd. i 1809.
Ossianpåvirkningen fortsatte hos Blicher hele livet igennem, og et studium af hans poesi og prosa vil overbevise enhver om, hvor kort Blicher følte afstanden mellem det skotske højland og den jyske højderyg, hvor han selv var født.

Adjunkt, forpagter og præst i Jylland

---

Efter eksamen var der ikke noget præstembede i sigte, måske ønskede han heller ikke at søge noget, så i stedet blev han adjunkt ved sin gamle skole i Randers i 1810. Kort efter giftede han sig med den syttenårige Ernestine Berg, enke efter hans velhavende farbroder præsten Peder Daniel Blicher. Hun boede efter mandens død stadig i Spentrup præstegård lige uden for Randers.

Det stille skoleliv som adjunkt var dog ikke noget for Blicher, og han blev på grund af forsømmelser tvunget til at sige sit nye embede op i 1811. Han og familien vendte derefter tilbage til faderen i Randlev hvor han blev forpagter af dennes præstegårdsjord.

Her i Randlev modnedes hans tanker om at blive digter, samtidig med at han ivrigt påbegyndte et samfundsnyttigt arbejde sammen med faderen. Han skrev bl.a. landbrugsfaglige artikler, og i to skrifter (1813) forsvarede han de danske jøder, der blev udsat for forfølgelse. Selv mistede han den store formue, han fik rådighed over, da han giftede sig. Ikke blot fordi han var en dårlig økonom, men også fordi den danske Statsbankerot i 1813 stjal formuen, alt sammen begivenheder, der fik stor betydning for familiens økonomi i de kommende år. Her delte han skæbne med mange andre danskere.

Men den poetiske åre kunne og ville han slet ikke undertrykke, og han udgav i 1814 og i 1817 Digte I og II. I mange af disse første digte var der en klar inspiration fra Ossian og dennes skotske sagnverden.

I det enevældige Danmark, hvor kongen Frederik VI regerede uindskrænket og selv tog del i enhver affære, var det ikke nemt for Blicher at opnå et præsteembede, efter at han i utide havde sagt sit adjunktembede op i Randers. I 1819 opnåede han med en god vens hjælp at få et præsteembede i de fattige barndomsegne i Thorning/Lysgaard syd for Viborg. Han gik med stor begejstring ind i sit nye arbejde, men hans pekuniære sorger voksede med størrelsen af hans børneflok: Ernestine fødte ham 10 børn inden for 17 år. Her fik han nye jagtvenner og levede med i det kulturelle købstadsmiljø i Viborg. Blichers første forlægger var A.F. Elmquist (også udgiver af avisen Aarhuus Stiftstidende) og samtidig fik han forbindelse til de litterære tidsskrifter i København, der trykte hans digte. I Thorning beskæftigede han sig fortsat med en række praktiske landbrugsgøremål, hvilket man lagde mærke til i Frederik VI s ministerier. Det drejede sig om en række afhandlinger om skovbrug, om moseopdyrkning, om hosebinding (og eksporten til bl.a. Tyskland), om taterne (kæltringerne) og om løsningen af problemet med deres omstrejferi. Faktisk bragte afhandlingerne ham i et så godt forhold til kongen, at han i 1825 opnåede et bedre embede i Spentrup ved Randers. Det var dog med sorg, at han forlod de midtjyske hedeegne, der var og blev en stor inspirationskilde for ham i den nye litterære verden, han nu betrådte i en alder af 42 år.

For at tjene til mere end dagen og vejen, at ”kunne iklæde mine Børn Træsko og Vadmelskofter”, som han skrev til sin ven digteren Ingemann i Sorø, var han på Elmquists opfordring begyndt at skrive i dennes folkelige tidsskrift Læsefrugter samlede på Litteraturens Mark (titlen samlet op i Tyskland: Lesefrüchte), der udkom i Århus. Han tog så småt afsked med poesien, som han i et digt betegner som ”min første kæreste”. Han var blevet klar over, at det ikke var poesi, han skulle skrive, men historier eller noveller (de fyldte meget mere i omfang og dermed også i pengepungen).

Blichers kilder

Selv om Blicher var på vej mod de 42 år, inden han debuterede som novelleforfatter, må vi forstå, at han havde øvet sig længe på denne håndtering. Han havde erhvervet sig et stort kendskab til den europæiske litteratur, herunder den tyske roman og novelle og havde læst alle betydelige europæiske forfattere, især de engelske Shakespeare, Sterne, Milton, Fielding, Goldsmith og tyske som Goethe og Schiller for at nævne de kendteste. Hertil kom populære godtkøbs- og romanforfattere som Joh. M. Miller (Siegwart, eine Klostergeschichte) der ofte blev udgivet i periodiske tidsskrifter, hvorfra teksterne blev oversat til dansk. Hertil kom en stor interesse for græsk filosofi og de moderne engelske og tyske filosoffer, uden at han dog udtrykte særlig stor begejstring for de sidstes virke.

Det usynlige gennembrud og hvad deraf fulgte

Et blik tilbage på 1824-25 vil vise et gennembrud i Danmark for prosaen i form af noveller og fortællinger, på bekostning af poesien som den foretrukne litterære kunstform.

I martsnummeret af Læsefrugter i 1824 kunne man læse Blichers første originale novelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, et nybrud i dansk litteratur, noget hverken han eller andre blev klar over før meget senere. ”Dette under i dansk litteratur”, som det også er blevet kaldt, blev udgivet uden noget forfatternavn, men der noteres, at dagbogen (altså en jeg-historie) var fundet, samlet og udgivet af Steen Blicher, sognepræst i Thorning. Med ”dette under” må man så også forstå, at Blichers første større prosaværk betragtes som et af hans bedste.

---

Læsefrugter var ikke et blad der læstes af Blichers litterære kolleger, så det er derfor man kan tale om et usynligt gennembrud. Den københavnske læserskare (det var den, man regnede med – før som nu ) blev først for alvor præsenteret for Blichers debutnovelle i 1833 i forbindelse med udgivelsen af hans Samlede noveller. Læsefrugter var et tidsskrift, der bragte oversættelser, især fra tysk, men indimellem også enkelte originale digte og noveller. I 1825 fik Blicher premiere på sit drama Johanna Gray på Det Kongelige Teater. Det blev ingen succes.I sit nye embede i Spentrup lige uden for Randers udgav Blicher fra 1827 sit eget tidsskrift Nordlyset i tre år sammen med redaktøren af Randers Avis, J.M. Elmenhoff i konkurrence med Elmquists Læsefrugter i Århus. I tidsskriftet, der udkom i 12 hefter over tre årgange, offentliggjorde han en række af de mesternoveller, der skabte hans ry som Danmarks største novelleforfatter. Det drejer sig om Præsten i Vejlbye, Hosekræmmeren, Røverstuen, Sildig Opvaagnen og Kjæltringeliv for blot at nævne nogle få. Her fik han også trykt sin oversættelse af Oliver Goldsmiths Præsten i Wakefield (The Vicar of Wakefield).I årene 1832 til 36 udgav han jagttidsskriftet Diana. Her nedfældede han alle sine erfaringer fra et langt jægerliv. Fra 1833 til 36 blev hans Samlede Noveller (5 bd.) og også hans Samlede Digte(2 bd.) udgivet i København. Under inspiration af denne udgivelse skrev han en række nye noveller. Denne produktion fortsatte næsten til hans død (sidste novelle fra hans hånd udkom i 1847). Han blev i de kommende år anmeldt i mange litterære tidsskrifter og blev kendt som forfatter uden dog at blive budt rigtig velkommen i de københavnske litterære cirkler. En ondsindet anmeldelse i 1835 af den klassiske filolog og litteraturkritiker Nicolai Madvig siges at have skadet Blicher mange år frem i tiden. Madvig var oprørt over enkelte episoder i novellerne, f.eks. i Sildig Opvaagnen, der efter hans mening bestemt ikke kunne fryde den klassisk dannede læser.

Rejseliv

I 1836 tog Blicher på sin eneste udenlandsrejse, til Sverige. Her vaktes hans interesse for Skandinavismen og de voksende liberale tanker i Norden. Efter en sygdomsperiode i 1837, hvor han i den stilstand sygdommen medførte, vendte tilbage til poesien, kunne han udsende sin kendteste digtsamling Trækfuglene (1838).

---

I denne vanskelige periode blev han passet af sin yndlingsdatter Malvina, hvis navn er bevaret i det hus, hvor hun boede: Malvinas hus ( i dag mindestue).

Da han igen var rask tog han på en rejse, der førte ham fra Altona (Hamburg) i syd til Skagen i nord, altså fra Kongerigets sydligste punkt til dets nordligste, og denne rejse beskrev han i bogen Vestlig Profil af den cimbriske Halvøe (1839). I årene efter 1838 nåede han at udgive endnu 40 noveller, kulminerende med E Bindstouw (1842), skrevet på jysk dialekt, inden han efter en række skuffelser (afskediget som præst i 1847) og en sygdomsperiode døde i Spentrup præstegård den 26. marts 1848, i en alder af 65 år. Netop i de dage, hvor den første slesvigske krig var ved at gå i gang. Den krig han havde advaret så meget imod.

Efter en indsamling rejstes mange år efter en gravsten på Spentrup kirkegård, skønt man havde glemt gravens nøjagtige placering.

Ernestine flyttede til Randers med de yngste børn. Her oplevede hun Blichers succes gennem de mange oplag, der blev udgivet af Blichers noveller. Hun ligger begravet ved siden af Blicher.

Blicher og samfundet

Blicher var, så længe kong Frederik VI levede, en stor beundrer af ham og skrev engageret om den politiske situation efter Napoleonskrigene i det lille skrift Danmarks nærværende Tilstand 1828, da Danmark var ved at være ovenpå igen. Denne kongetilbedelse skabte ham fjender i de nye liberale kredse, der var i vækst i Danmark under inspiration af udviklingen i Frankrig efter 1830. For at imødegå disse kredses utilfredshed skabte kongen en ny institution, de fire rådgivende Stænderforsamlinger, en for Sjælland og øerne i Roskilde, en for Nørrejylland i Viborg, en for Sønderjylland i Slesvig og en for Holsten i Itzehoe. Blicher blev ikke valgt til denne rådgivende forsamling, hvilket skuffede ham dybt.

Efter sin rejse til Sverige i 1836 nærmede han sig langsomt de liberale kredse, men bevarede stedse en tro på et styre i et samarbejde mellem folket og kongen. Efter Frederiks VI’s død i 1839 ændrede Blicher mere og mere holdning i liberal retning.

Fra 1838 skrev han i den nye avis Jyllandsposten en lang række artikler om samfundsforhold. Han arrangerede fra 1839 til 1844 de første danske folkefester på Himmelbjerget, en type folkefester, der var Blichers opfindelse. I begyndelsen alene, men senere sammen med andre. Her søgte han forsigtigt under de vanskelige vilkår under Enevælden at åbne for en diskussion om blandt andet Stænderforsamlingerne, om almenvæbningen, om sproglige og andre problemer i hertugdømmerne, medens en mere åben diskussion om de danske regeringsformer vanskeligt lod sig gennemføre.

Novellerne

Her er ikke plads til en større analyse af Blichers noveller, men enkelte hovedlinjer skal fremhæves.

Hans prosa tog i nogen grad afsæt i hans poesi, nemlig hans digte og sange, hvoraf mange stadig er populære i Danmark (står i mange danske sangbøger). Ikke mindst hans kendteste digtsamling Trækfuglene – En Naturkoncert. Samlingen trykkes stadig ofte med træsnit og tegninger af Danmarks bedste illustratorer.

Øvet, måske gennem oversætterarbejde, fortsatte Blicher stilen i ”læsefrugt- novellerne” med deres blandede indhold af røver- og kærlighedshistorier. Men han forbedrede genren, det vil sige at han boltrede sig som han ville og eksperimenterede, men dermed løftede han den også den til sit eget stade. Han var også her under indflydelse af den engelske litteratur, en interesse der fulgte med oversættelsen af Ossian. Han var en stor beundrer af Shakespeare og senere blev han en stor beundrer af Walter Scott, hvis stil han dog ikke kopierede på nogen måde. Dertil kom et kendskab (måske en smule overfladisk) til de europæiske hovedsprog og en stor historisk og filosofisk viden. Alt sammen en viden der skulle udmønte sig i hans noveller, men også i den stadigt voksende mængde af anden prosa.

Blicher lod handlingerne i sine noveller strække sig over et stort område fra et centrum i hans elskede Midtjylland med de store øde strækninger af hede, mose og eng til noveller med udgangspunkt i købstadslivet og til livet i hovedstæderne, men handlingerne udbredtes også til nabolandet Tyskland. Selv sydlige himmelstrøg (Italien og Frankrig) dukker jævnligt op i hans noveller. Her tog han flere gange udgangspunkt i Den franske revolution og flyttede handlingen fra syd mod nord og omvendt.

Men ellers er novellerne skrevet under stærk indflydelse af, hvad “skæbnen” eller det uforudsete betyder for mennesket. Derved skabte han en række noveller, der ofte ved en simpel analyse afslører en temmelig fantasifuld handling, men hvor digteren med sin mesterlige pen formår at beskrive et handlingsforløb – måske over år, måske over kort tid – men ofte i en genial tæt form. Handlingen gøres i alle tilfælde sandsynlig, idet Blicher overordnet hævder, at en handling skal være sand, for at den kan accepteres. Han vælger ofte dagbogsformen med en jeg-fortæller, og som noget ganske naturligt med udgangspunkt i den tid han lever i: altid med en kærlighedshistorie indbygget.

Blichers stil omfatter altså en række grundmotiver, som han blander. Her er skæbnemotivet ofte vigtigt i kombination med personernes fremmedhed i det omgivende samfund. Hertil kommer trekantsdramaet med erotiske undertoner, hvoraf der følger skinsyge og de ulykker den forårsager. Væsentligt som motiv er kvindeoprøret, samt det tilbagevendende Ak, hvor forandret-motiv efter novellen af samme navn.

Samtidig er det tragiske ofte fremherskende i novellerne. Herfra udskiller sig dog de såkaldte Per Spillemand-noveller, et synonym som Blicher skabte sig på et tidligt tidspunkt i forfatterskabet, men selv i de muntre noveller kaster hændelser et tragisk forløb over enkelte scener. På samme måde er der under overfladen i de tragiske noveller ofte et forløsende humoristisk træk, der skinner bedst igennem, når Blichers noveller læses højt, en tradition der er dyrket meget i Danmark.

Dagliglivet

Der er på dansk skrevet utrolig meget om Blichers daglige liv med fru Ernestine og 10 børn , uden at vi egentlig ved så meget. De rent pekuniære sorger har Blicher berettet om vidt og bredt i sine breve til venner og bekendte. Dagen og vejen var ikke altid lige spændende for digteren, især fordi han ikke var en god økonom og måske var for gavmild, når han havde penge. Disse breve var måske årsag til at bekendtskaber opløstes, da Blichers henvendelser, især på hans gamle dage, ofte endte i forespørgsler om pengehjælp. Noget tyder dog på at sorgerne ”blev skrevet væk”. I hvert fald fik hans fantasi frit løb i novelleproduktionen, og måske søgte han udvej for sorgerne ved jagtudflugter, selskabelige sammenkomster med mad og drikke, musik eller lange udflugter i naturen alene eller med enkelte gode bekendte.

Hvad gav han os, og hvad giver han os?

Blicher begyndte at skrive sent, og han havde derfor erhvervet sig en god del livsfilosofi også gennem sin præstegerning. Dette gjorde ham i stand til at forstå både egne og andres problemer og til at skildre dem. En evig vandring mellem livet og døden, nutiden og fortiden eller nuet og evigheden. Man kan sige at to grundtoner danner sig i ham, en lys og en mørk, knyttet til en håbende og erindrende, en roligt betragtende og en vemodigt forstående.

Han skabte sig hurtigt et alter ego i ”fætteren Peer Spilmand”, der ofte kom til at stå for de mere underholdende historier. Han kan med lidt god vilje opfattes som Blichers andet jeg, men hvilket jeg? Han blev i hvert fald en ventil for præsten i Spentrup, og det samarbejde eller samliv mellem de to “fætre”, der rulles op for os, kendes kun lidt i anden dansk litteratur (dog Poul Martin Møller: En dansk Students Eventyr).

Blicher nåede at skildre sit Jylland med dets mørke og lyse landskaber og med dets indbyggere; han skildrede jagten og dens glæder; han har skildret kærligheden i alle dens aspekter, og hans personskildringer, ikke mindst af kvinder, er ind imellem af en forbavsende psykologisk karakter og enestående også set i europæisk sammenhæng. En stadig helt afgørende faktor i jysk kulturliv er hans dialekthistorier trykt i Randers i 1842 under navnet E Bindstouw.

Kilder: Knud Sørensen, Jeppe Aakjær, Johannes Nørvig, Søren Baggesen, Henrik Ljungberg m. fl.