I 200-året for Blichers digte: Om Blichers digte

Det er 200-året for Blichers digtdebut med Digte.

I 1814 udgivet i Århus hos kaptajn Elmquist, der var udgiver af Aarhuus Stiftstidende og Læsefrugter. I samlingen finder vi digtkredsen Hjemve med slutdigtet Kær est du Fødeland. Allerede i 1807 vakte Blicher op­sigt med sin gendigtning af Ossians Digte, en storslået skotsk digtsamling, der kom til at præge Blicher for livet. Nu samlede han så sine bedste digte til digtdebuten, mens han var præstegårdsforpagter hos sin far i Randlev. Det angivne I-tal blev i 1817 fort­sat med Digte II Jyllandsreise i sex Døgn. Her tre år efter forstærkes indtrykket af hans digter­kraft og evnen til at arbejde med stoffet, ikke mindst i den smukke beskrivelse af barn­domshjemmet i Vium.

En række større digte blev optaget i københavnske tidsskrifter og i Læsefrugter i År­hus. En del af dette stof blev samlet nogle år efter i Sneklokken, der udkom, mens han var præst i Thorning, og hvor en af hans venner Jens Bang boede på Stendalgård, 4 km fra Thorning. Blichers store hengivenhed for skovfolket, hvad enten det var amtmand Gerhard Faye eller forstråd (senere skovrider) Jens Bang, udtrykte han i sine hædersdigte, hen­holdsvis Forstmanden synger offentliggjort i Diana 1834 og Plan­teren 1829.

Fra 1826 befinder Blicher sig i Spentrup i bedre forhold i sin farbroders store præ­stegård fra 1796. Det er nu novellerne, der er Blichers nye domæne efter 1824. Det er de åndelige sorger og de store dramaer i livet, der skildres med vægten lagt på kærligheden og den glæde eller fortræd, der følger med. Han skriver, at po­esien er lagt på hylden, – han har sagt farvel til digtene med Farvel til min første Kæreste, men vi kan ikke rig­tig tro på det. Mange opgaver optager landsbypræsten og digteren. Store tanker om samfundet og den opgave, som han også har her. Digte findes stadig i hans fanta­stiske noveller. Han udtrykker sig gerne i vers, der ofte optræder som små dra­matiske scener. Det hele modnes og får smukt udtryk i Svithiod, digtene fra Sverigesrej­sen 1836.

Ikke mindre lyrisk fremtræder han i samlingen Trækfuglene, den næsten overjor­diske samling af poetisk, alvorlig og munter digtning, alt sammen modnet under den hårde sygdom i 1837 til 1838, som han troede skulle koste ham livet. Samtidig produ­ceres der på livet løs af sange til det danske folk, herunder de store fællessange til brug på Himmelbjergmøderne fra 1839 til 1844 og altså også denne sidste samling udgivet i 1844.

Erik Harbo, November 2014