Steen Steensen Blicher’s Liv og gerning 

Af Erik Harbo aug. 2018.

De første år

Den danske digter Steen Steensen Blicher blev født i 1782 i Vium præstegård. Hans levetid faldt i den periode, der senere blev kaldt Danmarks Guldalder. I denne periode oplevede Danmark sine største politiske omskiftelser: Afløsningen af Enevælden og indførelsen af Grundloven af 1849.

Hans far, Niels Blicher, var præst i et fattigt jysk landsogn, Vium, et par mil syd for Viborg. Han blev kendt for sin bog en  Topografi over Vium Sogn. Steen opkaldtes efter moderen Kirstine Marie Curtz’ nære familie, herremanden Steen de Steensen på det nærliggende gods Aunsbjerg. Steen blev i perioder anbragt på denne gård pga. mo­derens sygdom. Oplevelserne i herregårdsmiljøet beskrev han selv senere levende bl.a. i novellerne Skytten på Aunsbjerg, Røverstuen og Eneste Barn.

I 1795 flyttede familien til et mere indbringende præstekald ved Randlev syd for Århus, og året efter begyndte Steen på latinskolen i Randers. Fire år efter blev han student i København med et meget tilfredsstillende resultat. Han blev indskrevet på Kø­benhavns Universitet og hans teologistudium, der normalt skulle have været af­sluttet efter 3 år, udstrakte sig i stedet til 1809, hvor han endelig blev færdig. Forsin­kelserne skyldtes dels en sygdomsperiode i 1801, hvor han blev huslærer på øen Fal­ster i to år og her genvandt sit helbred, dels de alvorlige tilstande under Napoleons­krigene, hvor Danmark var i krig med England og fra 1807 også med Sverige.  Han overværede i 1801 Slaget på Reden mod den engelske flåde under ledelse af Lord Nelson. I 1807 deltog han selv i forsvaret af København i det københavnske studen­terkorps under englændernes bombardement af byen.

Under sit huslærerophold på Holgershåb på Falster fik han foræret den skotske digter Macphersons Ossians Digte, og han besluttede sig til at oversætte dem til dansk. Tilbage på Universitetet blev det en af hans vigtigste beskæftigelser (han skulle bl.a. lære engelsk). 1. bd. udkom 1807, 2. bd. i 1809. Ossianpåvirkningen fort­satte hos Blicher hele livet igennem og vi ved, hvor kort Blicher følte afstanden mel­lem det skotske højland og den jyske højderyg, hvor han selv blev født.

Adjunkt, forpagter

Efter eksamen søgte han ikke noget præsteembede, så i stedet blev han adjunkt ved sin gamle skole i Randers i 1810. Han giftede sig med den syttenårige Ernestine Berg, enke efter hans velhavende farbroder præsten Peder Daniel Blicher i Spentrup lige uden for Randers. I 1811 måtte han sige sit nye embede op og tage sin afsked pga. forsømmelser. Han og familien vendte derefter tilbage til faderen i Randlev, hvor han blev præstegårdsforpagter.

I Randlev begyndte han at digte, samtidig med at han ivrigt påbegyndte et sam­fundsnyttigt arbejde sammen med faderen. De skrev bl.a. landbrugsfaglige artikler og i to skrifter forsvarede han de danske jøder, der blev udsat for forfølgelse. Den dan­ske Statsbankerot i 1813 stjal formuen, han havde giftet sig til efter den rige farbro­der. Alt dette fik stor betydning for familiens økonomi i de kommende år. Her delte han skæbne med alle andre danskere.

Han udgav i 1814 og i 1817 Digte I og II. Ofte med en klar inspiration fra Ossian.

Præst

I 1819 opnåede han med en god vens hjælp at få et fattigt præsteembede i Thor­ning/ Lysgaard syd for Viborg, hans barndomsegn.  Hans hustru Ernestine fødte ham 10 børn inden for 17 år så hans økonomiske sorger fortsatte med at vokse med den store børneflok.

Hans bøger og artikler var udkommet hos A.F. Elmquist, der udgav Aarhuus Stift­stiden-de. Han fik også forbindelse til litterære tidsskrifter i København, der trykte hans digte. Han beskæftigede sig fortsat med landbrugsspørgsmål og skrev en række afhandlinger om skovbrug, om moseopdyrkning, om hosebinding (og eksporten til bl.a. Tyskland) og om taterne

Dette undgik ikke kong Frederik VI og hans ministeriers opmærksomhed, der modtog disse afhandlinger. Han fik et så godt forhold til kongen, at han i 1825 opnå­ede embedet i Spentrup ved Randers, hvor hans Ernestine følte sig meget hjemme. De midtjyske hedeegne han måtte forlade, blev en stor inspirationskilde for ham i den købstadskultur og nye litterære verden, han mødte i Randers i en alder af 44 år.

To år før debuterede han i marts 1824 med novellen Brudstykker af en Landby­degns Dagbog i Elmquists folkelige tidsskrift Læsefrugter samlede på Litteraturens Mark, hvor han allerede i mange år havde offentliggjort digte, og måske også oversat noveller fra tysk og engelsk. Han skrev på dette tidspunkt til sin ven digteren B.S. In­gemann, at han for at tjene til mere end dagen og vejen og for at ”kunne iklæde mine Børn Træsko og Vadmelskofter” var begyndt at skrive noveller. Han tog næsten af­sked med poesien i et digt, som  han kaldte ”Til min første kæreste”. Det var nu no­veller, han skulle skrive, for de gav mere i pengepungen.

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog blev et nybrud i dansk litteratur, men det vidste hverken han eller andre. Dette under i dansk litteratur, som man har kaldt no­vellen, blev udgivet uden noget forfatternavn, der stod at den var fundet, samlet og udgivet af Steen Blicher, sognepræst i Thorning.

Men vi må også forstå, at digteren havde øvet sig længe. 42 år gammel havde han erhvervet sig et stort kendskab til den europæiske litteratur, herunder den tyske ro­man og novelle, og havde læst alle betydelige europæiske forfattere, især de engelske Shakespeare, Sterne, Milton, Goldsmith og tyske som Goethe og Schiller for at nævne de kendteste. Hertil kom populære novelleforfattere som Joh. M. Millers Siegwart, eine Klostergeschichte og som Blicher kendte fra udenlandske tidsskrifter og oversættelser. Læsefrugter, navnet kommer af det tyske ”Lesefrüchte”, blev ikke læst af Blichers københavnske kolleger. I 1825 fik Blicher premiere på sit skuespil Johanna Gray på Det Kongelige Teater. Det blev ingen succes.

I Spentrup udgav Blicher fra 1827 sit eget tidsskrift Nordlyset sammen med re­daktøren af Randers Avis, J.M. Elmenhoff. I tidsskriftet, der udkom i 12 hefter over tre år, finder vi 33 af hans bedste noveller. Det drejer sig om Præsten i Vejlbye, Ho­sekræmmeren, Røverstuen, Sildig Opvaagnen og Kjæltringeliv for blot at nævne nogle få. Da Nordlyset gik ind holdt Blicher pause et stykke tid, men det havde også været en meget stor kraftanstrengelse at være redaktør og forfatter og samtidig præst i to store landsogne. På opfordring gik han i gang med et nyt tidsskrift for jægere Di­ana, som udkom i årene fra 1832 til 36.

I 1833-36 blev hans Samlede Noveller (5 bd.) og også hans Samlede Digte (2 bd.) udgivet i København hos boghandler Steen. I forbindelse med dette skrev Blicher en række nye glimrende noveller. Blicher forsatte indtil sin død med at udgive novellesamlin­ger. Han blev godt anmeldt i mange litterære tidsskrifter og blev kendt som forfatter. I 1835 skrev filologen og litteraturkritikeren Nicolai Madvig dog en anmeldelse, som kan have skadet Blicher. Madvig brød sig ikke om  et par af Blichers moderne psy­kologiske noveller som f.eks. Sildig Opvaagnen.

Rejseliv

I 1836 tog Blicher på rejse til Sverige. Han  udgav en rejsebeskrivelse og en digt­samling. I 1837 blev han syg, og det varede et halvt år, men medførte, at han skrev sin kendteste digtsamling Trækfuglene (1838). Hans yndlingsdatter Malvina, hvis navn er bevaret i Malvinas hus i Spentrup, passede ham i denne periode

Efter at være helbredt tog han på sin 2. store rejse fra Altona (Hamburg) til Skagen. Det var Kongerigets yderste punkter, 600 km, og denne rejse beskrev han i bogen Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe (1839).

Han offentliggjorde en lang række artikler om samfundsforhold i den nye avis Jyl­landsposten og på opfodring gik han i gang med en sidste stor indsats folkefesterne på Himmelbjerget fra 1839-1844, først alene, men senere sammen en komite. Fra 1838 nåede han at udgive endnu 40 noveller, kulminerende i E Bindstouw (1842), skrevet på jysk dialekt. Han blev afskediget som præst i 1847 da han nægtede at gå af, men døde den 26. marts 1848 i præstegården efter en sygdomsperiode i en alder af 65 år. Det var i disse dage den første slesvigske krig var ved at gå i gang. Den krig han havde advaret så meget imod.

Blicher og samfundet

Blicher var, så længe kong Frederik VI levede, en stor beundrer af ham og skrev en­gageret om den politiske situation efter Napoleonskrigene i det lille skrift Danmarks nærværende Tilstand 1828, da Danmark var ved at være ovenpå igen. Den ny institu­tion: de fire rådgivende Stænderforsamlinger, en i Roskilde, en i Viborg,  en i Slesvig og en i Itzehoe havde Blichers store interesse, men han blev ikke selv valgt, hvad skuffede ham. Efter sin rejse til Sverige i 1836 nærmede han sig de liberale, men be­varede stedse en tro på et styre i et samarbejde mellem folket og kongen.

Efter Frederiks VI’s og hans egen faders død i 1839 ændrede Blicher mere og mere holdning i liberal retning. På Himmelbjerget skabtes diskussion om blandt andet Stænderforsamlingerne, om almenvæbningen, om sprog- og andre problemer om­kring hertugdømmerne, medens en mere åben diskussion om de danske regerings­former vanskeligt lod sig gennemføre.

Personen Blicher

kender vi fra en lang række beskrivelser bl.a. af hans elev Holger Foss, hans sønner, Meir A. Goldschmidt, hans ven Frederik Barfod, samt enkelte af hans sognebørn. Han var af type retfærdig, og slog ned hvor han så uretfærdighed. Han diskuterede gerne, ville gerne i selskab med jagtvenner, som han fandt på gårde og herregårde. Som gammel blev han, der tidligere kunne være lapset, noget sjusket med sin person, og dette kunne selvfølgelig skræmme hans omgangskreds. Hans oversigt over de an­skaffelser han skulle gøre, hvis han skulle bo i København (fra optegnelser på bagsi­den af hans landskabskort) viser dog, at han vidste alt om, hvad der hørte sig til.

Dagliglivet

Der er på dansk skrevet utrolig meget om Blichers daglige liv med 10 børn og fru Er­nestine, uden at vi egentlig ved så meget. De rent pekuniære sorger har Blicher be­rettet om i nogle få breve til venner og bekendte. Dagligdagen var ikke altid lige spændende for digteren, især fordi han ikke var en god økonom og måske var for gavmild, når han havde penge. Blichers henvendelser, især på hans gamle dage, der ofte endte i forespørgsler om en evt. pengehjælp, kan have skadet ham.

Men ellers var han den type, hvor sorgerne ”blev skrevet eller gået væk”.

Han besad tidligt en god del livsfilosofi, der gjorde ham i stand til at forstå både egne og andres problemer og til at skildre disse genialt i sine noveller. Der herskede i ham så at sige to grundtoner: en lys og en mørk, en håbende og en erindrende, en ro­ligt betragtende og en vemodigt forstående. En skildring af den evige vandring mel­lem livet og døden, nutiden og fortiden eller nuet og evigheden.

Han skabte sig hurtigt et alter ego i ”fætteren Peer Spillemand”, der ofte kom til at stå for de mere underholdende historier. Han blev i hvert fald en ventil for præsten i Spentrup, og det litterære samliv mellem de to fætre, der rulles op for os, kendes kun lidt i anden dansk litteratur. Han nåede at skildre sit Jylland med dets indbyggere, med dets mørke og lyse landskaber; han skildrede jagten og dens glæder; han har skildret kærligheden i alle dens aspekter, og hans personskildringer, ikke mindst af kvinder, er ind imellem af en forbavsende psykologisk karakter og enestående også set i europæisk sammenhæng.

Hans prosa tog i nogen grad afsæt i hans poesi, nemlig hans digte og sange, hvoraf mange stadig er populære i Danmark (se danske sangbøger). Øvet gennem oversæt­terarbejde fortsatte han stilen i ”læsefrugtnovellerne” med deres blandede indhold af røver- og kærlighedshistorier. Men han forbedrede og løftede genren. Han var en stor beundrer af Shakespeare og senere blev han en stor beundrer af Walter Scott, hvis stil han dog ikke kopierede på nogen måde. Dertil kom et stort kendskab til de europæi­ske hovedsprog og en stor historisk og også filosofisk viden.

Blicher lod handlingerne i sine noveller strække sig over et stort område fra et cen­trum i hans elskede Midtjylland med de store øde strækninger af hede, mose og eng til noveller med udgangspunkt i købstadslivet og til livet i hovedstæderne, men hand­lingerne udbredtes også til nabolandet Tyskland. Også sydlige himmelstrøg (Italien og Frankrig) dukkede jævnligt op i hans noveller. Her tog han flere gange udgangs­punkt i Den Franske Revolution og flyttede handlingen fra syd mod nord og om­vendt. Men ellers er novellerne skrevet under stærk indflydelse af, hvad “skæbnen” eller det uforudsete betyder for mennesket. Derved skabte han en række noveller, der ofte ved en simpel analyse vil afsløre en temmelig fantasifuld handling, men hvor digteren med sin mesterlige pen formår at beskrive et handlingsforløb – måske over år, måske over kort tid – og ofte i en genial tæt form.

Blicher hævdede overordnet, at en handling skal være sand, for at den kan accepte­res. Han valgte ofte dagbogsformen med en jeg-fortæller, og som noget ganske na­turligt med udgangspunkt i den tid han levede i: altid med en kærlighedshistorie ind­bygget. Trekantsdramaet med erotiske undertoner, hvoraf der følger skinsyge og de ulykker den forårsager, er også indbygget. Væsentligt som motiv er kvindeoprøret, samt det tilbagevendende ak, hvor forandret-motiv efter novellen af samme navn.  Samtidig er det tragiske ofte fremherskende i novellerne. På samme måde er der un­der overfladen i de tragiske noveller ofte et forløsende humoristisk træk, der skinner godt igennem, når Blichers noveller læses højt, en tradition, der er dyrket meget i Danmark.   Erik Harbo