Årene 1951 – 1961

I den første 10-års periode var hovedvægten lagt på medlemsaftener med kunstnerisk underholdning. I foråret 52 lagde man ud med en velbesøgt oplæsningsaften og i 53 holdtes en E Bindstouw‑aften. Man trak på de “fine gamle navne” inden for oplæsningskunsten Th.P. Hejle, Th. Roose, Albert Luther, Svend Aakjær, Johs. Nørvig og de yngre Kaj Holm og Ingeborg Brams, alle store kendere af den jyske dialekt, skuespillere der sammen med sangere og musikere skulle være med til lægge farve på selskabets musik- og oplæsningsarrangementer i de kommende år. I 1960 talte Klaus Rifbjerg og Palle Kjærulff‑Schmidt om deres TV‑ tilrettelæggelse af “Præsten i Vejlby”. Ved en jysk aften i Odd Fellow Palæets store sal fejredes Blicher‑Selskabets 10 års fødselsdag med i alt 950 gæster, der fik et fornemt program med tidens førende kunstnere med tekster af Blicher og andre jyske digtere.

Blicherprisen blev en realitet i 1955. Den tildeltes i perioden fem af den ældre årgang:

  • 1955: professor Hans Brix,
  • 1956: museumsforstander H.P. Hansen, Herning,
  • 1957: maleren Johannes Larsen,
  • 1959: J. Finderup Jacobsen, Thorning, og
  • 1961: forfatteren Hans Povlsen.

Publikationer

Blicher-Selskabet udgav eller indkøbte mange bøger som blev foræret medlemmerne. I disse år skabte grafikeren Povl Christensen mange værker i samarbejde med Louis Rasmussen, Ringkøbing

  •  1954 “Marie”, St.St. Blicher, med træsnit af Povl Christensen
  • 1955 “Hosekræmmeren”, St. St. Blicher med forord af Hans Brix ill. af Sikker Hansen Blicher-Selskabet, trykt hos Simon Gullander. 200 eksemplarer som gave til Blicher‑Selskabet
  • 1957 “From the Danish Peninsula” digte af Blicher og “Præsten i Vejlby” på engelsk med træsnit af Erling Juhl
  • 1959 “Blicher i breve”, Johs. Nørvig, Blicher‑Selskabet, trykt hos Louis Rasmussen, Ringkøbing

Herudover fik man stillet til rådighed som gave fra Louis Rasmussen følgende bind:

  • 1962 “Den svundne drøm” ungdomsdigte i udvalg ved Johs. Nørvig, træsnit: Povl Christensen Tilbudt medlemmerne til favørpris: 1952 Hans Povlsen: “St. St. Blicher”, træsnit: Povl Christensen, G.E.C. Gads Forlag
  • 1954 “Trækfuglene” med Johannes Larsens træsnit, Den danske Radeerforening
  • 1954 “E Bindstouw” m. overs. og kommentar v. Peter Skautrup. Universitetsforlaget i Aarhus
  • 1956 “Steen Steensen Blichers tro” H.P. Christensen, G.E.C. Gads Forlag
  • 1960 Erling Kristensen “I ledtog med livet” Gave til medl.