Anmeldelse af Folketeatrets Præsten i Vejlby, 2025.
- Manuskript: Johannes Lilleøre
- Instruktion: Henrik Grimbäck
- Medvirkende: Rolf Hansen, Fanny Louise Bernth og Tobias Shaw
- Scenografi: Mie Riis
På turne indtil den 14. december
Folketeatrets iscenesættelse af Blichers novelle Præsten i Vejlby turnerer for tiden til scener i landet. Det er en fin forestilling, selvom den også enkelte steder kradser lidt i forståelsen. Forestillingen holder grundlæggende fast i Blichers fortælling og i novellens grundlæggende plot om mordgåden.
Den moderne forestilling med scenografi af Mie Riis anvender en del af tricksene i den moderne forestilling med show, publikumsinddragelse, gags og humor, som skal få publikum til at le. Den første del af forestillingen er satire eller karikatur over personerne, her portrætteres herredsfogeden af Tobias Shaw som en vægelsindet person, der, som i novellen, er stykkets fortæller, mens de andre roller: Præsten/ Niels Bruus, der spilles af Rolf Hansen og Mette/ Morten Bruus, der spilles af Fanny Louise Bernth udfylder fortællingen med replikker og publikumsinddragelse.
Det er virkelig godt skuespil og særligt Rolf Hansen gør en imponerende indædt og farlig figur, som præsten, der matcher Karl Steggers Hr. Søren i Claus Ørsteds filmatisering af novellen fra 1973. Fanny Louise Bernth må kæmpe lidt mere med at udfylde rollen som den farlige og brutale Morten Bruus, måske fordi hun lige har skiftet fra det sødmefulde i rollen som Mette, og man derfor bliver lidt sværere at overbevise.
Den første halvdel af stykket er næsten satire mens alt endnu er fint og fremtiden ser lys ud for stykkets personer. Den næsten minimalistiske scenografi med de hvidternede slagtehalsagtige vægge, klokken, skovlen og korset på bagvæggen er en meget kold baggrund for humoren. Så selvom det er sjovt, for det er sjovt, så nager der alligevel en tvivl.
Man kunne synes, at humoren ikke hører hjemme i den alvorlige fortælling, men Selv Blicher kunne ikke altid lade være med at lægge lidt morskab ind i sine alvorlige tekster, tænk for eksempel på scenen mellem Steen de Steensen og konen i Skytten på Aunsbjerg, der parodierer en holbergkomedie.
Stemningen skifter imidlertid glidende og fortællingens alvor tager over med den groteske rettergang. Her træder Fanny Louise Bernth i øvrigt fuldt ud i karakter som en manipulerende Morten Bruus, der tager ordet ud af munden på sine vidner, som i øvrigt bliver fundet blandt publikummer, der helt forfjamsket ikke ved, hvad de skal sige, hvilket fungerer ret godt i sammenhængen, fordi Morten Bruus let kan tage ordet fra dem.
Præstens personlighedsskift og selve henrettelsen udføres smukt i al sin brutalitet. Den eneste figur der har problemer, er nok Tobias Shaw som Herredsfogeden, for hvor han i begyndelsen kun er vægelsindet og kejtet bliver han mod slutningen til en regulær karikatur. Det er synd for det ødelægger den møjsommeligt opbyggede alvor og yder ikke herredsfogedfiguren retfærdighed. Hvis publikum skal gå hjem med en overvejelse over nutidens problemer med at ”manipulere med sandhed og fakta”, som det bliver sagt på Folketeatrets hjemmeside er det synd at gøre den figur, der her skal tage ved lære af det til en komplet tumpe.
På trods af disse anker er forestillingen en fin moderne iscenesættelse, som ser det moderne i Danmarks ældste “nordic noir krimi baseret på virkelige hændelser”.
Opsætningen og remediering fra novelle med jegfortæller til scenekunst, lykkes overordnet set ret godt for Folketeatret, der fanger publikum med en klar scenografi, fint skuespil og gode replikker.
Mads Nordholt