Blichers fløjte
Af Marianne Gjørtz Hougaard
Det giver Liv dog i skumle Ørk,
Om langt fra ikke et lystigt;
Er Skyen graa og er Jorden mørk,
Den Fløjte klinger dog trøstigt.
Hjejlen, Trækfuglene, 1838
St. St. Blichers noveller er fulde af musikalitet fra jagtens lystige hornblæsere til balsalens strygere, og ikke mindst digtsamlingen Trækfuglene rummer poetiske beskrivelser af naturens lyde fra lærkens muntre sang og hjejlens melankolske fløjten til ravnens vinterskrig.
Sang, musik og naturens lyde sætter stemningen hos Blicher fra begejstrede jagtbeskrivelser i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog til den berømte klagesang i Hosekræmmeren, og Blicher var da også selv udøvende musiker. Han beherskede både violinen og fløjten, og allerede i tiden i Thorning var Blicher kendt for at spille op til dans til festlige sammenkomster. Når han og hustruen Ernestine del tog i selskabelighed i Viborg, tog Blicher violinen med under armen og spillede op til fest. Violinen er udstillet på Blicheregnen, men hvad blev der af fløjten?
Vejen mod fløjtespillet
Historien om Blichers fløjte hænger tæt sammen med hans sundhedstilstand. Blicher fortæller i sin selvbiografi, at han kom dødfødt til verden. Det må nødvendigvis være en overdrivelse, men han var svækket, og det, at han først blev hjemmedøbt, tyder på, at man ikke troede, han ville overleve. Kort efter blev han dog døbt i Vium Kirke, og han klarede sig fint i mange år, selvom han med egne ord var ”spinkel og svagelig i sin opvækst”.
Efter vel overstået studentereksamen fra latinskolen i Randers begyndte han på universitetet i København, hvor han nød tilværelsen med klubber, fægtning og dans, men efter et par år i København blev han syg.[i]
Blicher boede centralt i landets hovedstad, en by med omkring 100.000 indbyggere. Det var landets klart største by, og det har været en kæmpe omvæltning for den unge student, der kom fra en by med 4.564 indbyggere.[ii] København har været en verden til forskel, ikke nok med at gaderne har været tætpakkede med mennesker, så var også heste, køer, grise og herreløse hunde en del af gadebilledet, hvilket alt sammen bidrog til trængslen og byens forplumrede luft. Så måske er det ikke så mærkeligt, at han blev syg. Selv giver han dog uforsigtig badning skylden. Blicher fik problemer med lungerne og kunne knap gå 100 meter uden at blive forpustet. Til sidst stod det så slemt til, at han fik åndenød af at krydse sit eget stuegulv, og han skriver i sin selvbiografi, at han nu var ”bragt Graven saa nær, at man aldeles opgav hans medicinske Behandling”.[iii]
Her ville andre måske have affundet sig med tingenes tilstand og bare håbet på det bedste på sygelejet, men sådan var Blicher ikke indrettet. Han tog sagen i egen hånd og besluttede sig for at forlade storbyen og blive huslærer på Falster. Her var frisk luft og mulighed for jagt og dermed bevægelse. Noget, der var vigtigt for Blicher gennem hele livet.
I begyndelsen kunne han knap løfte geværet og kun gå ganske kort, men det blev efterhånden bedre. Det er her Blichers fløjte dukker op første gang, for han besluttede sig for ”at give de angrebne Lunger Elasticitet ved Fløjtespil”. Til at begynde med kunne han knap blæse fire takter til ende uden at holde pause, men han gav ikke op og blev ved med dag for dag at gå længere på jagten og spille flere takter på fløjten. Efter to år kunne han rask og rørig vende tilbage til København.[iv]
En af Blichers elever på Falster, Laurits Foss, fortæller i sine erindringer om Blicher, følgende, ”han, som saae saa ung og sygelig ud, havde saa mange Kundskaber, saa mange Talenter og Færdigheder. Han sang correct, behandlede sin Tværfløite smukt og let, efter min Mening som en Mester.”[v] Det er rosende ord, nedskrevet 60 år efter mødet mellem Blicher og Foss. De vidner om, at Blicher ikke har været helt ringe til at spille på fløjten. Når han satte sig noget for, gjorde han det ikke halvhjertet. Samtidig vidner historien også om en handlekraftig, løsningsorienteret Blicher, der ikke lader sig slå ud af sygdom.
Fløjtens historie
Historien om fløjten stopper ikke her, for i sommeren 2025 fik museet en henvendelse om en fløjte, som efter sigende havde været Blichers. Historien stammer fra Blichers tid i Spentrup.
For 200 år siden, 16. oktober 1825, holdt Blicher sin afskedsprædiken i Thorning kirke. Takket være folkemindesamleren Evald Tang Kristensen er Blichers afskedsprædiken bevaret. Tang Kristensen havde afskedsprædikenen med til indvielsen af Blicherstenen foran museet 20. oktober 1919. Dagen var valgt, da man samtidig fejrede 100 årsdagen for Blichers kaldelse til præst i Thorning.[vi] Stenen kom til at stå i det, der dengang var præstegårdens have lige mellem Blichers to graner, som han havde fået af sin gode ven, skovrideren på Stendalgård. Granerne er her ikke længere, men stenen kan den dag i dag ses foran museet, overfor Thorning kirke.
16. oktober 1825 besteg Blicher prædikestolen i Thorning, kiggede ud over menigheden en sidste gang og hyldede den, inden turen gik videre til Spentrup. Kirken har sikkert været stuvende fuld, for Blicher var en populær præst, og præsten holdt af sin menighed. Grunden til afskeden lagde han ikke skjul på, tværtimod. Skæbnen begunstigede Blicher med en talrig familie, som skulle forsørges, og det var økonomiske udfordringer, der fik ham til at søge væk fra sognet. ”De allerfleste af eder maa vide, hvad ieg med Sandhed maa sige: ingen Misnøje, ingen Harme, men kun en bydende Nødvendighed har kaldet mig fra Thorning.” [vii] Da Blicher kom til Thorning, var det med seks børn, men da han forlod landsbyen, var det med ikke færre end ni børn.[viii]
I foråret 1826 ankom han til Spentrup med hele sin familie og flyttede ind i den idylliske præstegård, som Blichers onkel, den rige Blicher, Peder Daniel Blicher, havde ladet opføre i slutningen af 1700-tallet. Så gården var relativt ny, da familien Blicher flyttede ind og varslede en ny begyndelse.
Netop fra denne periode stammer historien om Blichers fløjte, som nu indgår i museets samling, men lad os få historien fra Niels Juul, som skrev historien ned i 2017. Først skal vi forbi Karl Nielsen fra Als by ved Hadsund, som vi kan takke for, at fløjten blev indsamlet.
”Tidligt i 1900-tallet var handelsmand og samler, Karl Nielsen fra Als by, en tur i Randers Amt, hvor han i en gård på Spentrup-egnen traf en gammel aftægtsmand, der i sin pure ungdom havde tjent som gårdskarl hos pastor Blicher. Da han blev klar over, at karlen var musikalsk, forærede han ham en fløjte. Karl Nielsen fik fløjten at se, og det lykkedes ham at købe den. Mange år senere indgik fløjten i en byttehandel med Niels Frost, Als, en alsidig håndværker, som var min fars præstekammerat og livet igennem en nær ven af vor familie. I 1944 forærede han mig fløjten og ville, at jeg skulle spille på den. Det var lettere sagt end gjort. Men så henvendte jeg mig til min violin- og klaverlærer, musiker Rasmussen fra Hadsund, som tog den med hjem og forsynede klapperne med nye puder. Så kunne den spille, og jeg kunne indfri mit løfte til Niels Frost.”
Museet afventer en detaljeret undersøgelse af fløjten, men fløjten er en såkaldt traversfløjte, det vil sige en tværfløjte, sandsynligvis af buksbom, en ofte anvendt træsort til fløjter i Blichers samtid. Selve historien om, at Blicher giver sin fløjte til en musikalsk karl i sin husstand, stemmer godt overens med Blichers karakter og de mange fortællinger om hans generøsitet. Tiden for Karl Nielsens køb af fløjten falder sammen med en periode, hvor interessen for Blicher var tårnhøj. Som Knud Sørensen skriver, så ”blev Midtjylland næsten brolagt med Blicher-minder i takt med, at hans digtning vandt stadig større folkeyndest.” Udgivelsesintensiteten kulminerede i 1890’erne[ix], mens Blicher-stenen i Thorning, som nævnt, kom til i 1919.
Fløjtens skaber, dens oprindelsestid og -sted kendes endnu ikke, men måske gør undersøgelsen os klogere. Og måske er fløjten den samme fløjte, som Blicher i sin tid erhvervede i København, og som han medbragte til først Falster, og siden Thorning og Spentrup.
Artiklen bragt i Museum Silkeborgs Årsskrift 2025
[i] Blicher, St. St., Selvbiografi, Blicher-Selskabet og Olufsen Bøger 2019, s. 18f.
[ii] Statistisk Tabelværk, Tabeller over Folkemængden i Kongeriget Danmark den 18. Februarii 1834, s. 3, En tabellarisk Fremstilling af Folkemængden i Danmark den 18. Februar 1834, en summarisk Oversigt over samme Folkemængde den 1ste Februar 1801 og Tabeller over Antallet af Ægtevielser, Fødsler og Dødsfald i Danmark, i Aarene 1801 til 1833
[iii] Blicher, Selvbiografi, s. 19
[iv] Blicher, Selvbiografi, s. 19
[v] Barfoed, Fr., Nogle Erindringer om min uforglemmelige Ven Steen Steensen Blicher, nedskrevet i marts 1863 af Lauritz Foss, Personalhistorisk Tidsskrift, 1883-01, p. 381-394
[vi] Tang Kristensen, Johs. E., Indledning, Steen Steensen Blichers Afskedsprædiken, Blicher-Selskabet 1992, s. 5
[vii] Blicher, St. St., Afskedsprædiken, s. 14
[viii] Sørensen, Knud, St. St. Blicher, digter og samfundsborger, Gyldendal 1984, s. 116
[ix] Sørensen, s. 283f