Dagbog fylder 200 år og lever i bedste velgående

Af Peter Ulvsgaard, Spentrup præstegård.

For præcis 200 år siden udkom en lille roman eller en stor novelle, skrevet af digteren, latinlæreren, præstegårdsforpagteren og præst i Thorning og Lysgaard, Steen Steensen Blicher. Ikke meget var på det tidspunkt lykkedes for ham, der dog efter flere mislykkede forsøg som oversætter, digter, underviser og landmand, endelig havde fået præsteembede på sin fødeegn. Forinden havde dårlig økonomi og desperation nær fået ham til at søge stilling som skytte og huslærer på et gods. Som flere af sine personer i fortællingerne var Blicher en engageret jæger og desuden velbevandret i både engelsk, tysk, latin og fransk til husbehov. Gennem gode kontakter fik han dog i stedet det lidt magre præsteembede i Thorning og Lysgaard, som han kendte fra sin barndom. Det var nabosogne til hans fars første sogne. Det var her unge Steen havde travet egnen tynd med sin præstefar Niels Blicher, der ikke havde meget tiltro til datidens skole og derfor hjemmeunderviste sin søn.

I det tidlige forår 1824 udkom” “Brudstykker af en landsbydegns dagbog” i Århus i bogtrykker og avisejer Elmquist´s “Læsefrugter”, der havde mere end 500 abonnenter. Selv var præsten i Thorning mest optaget af, at hans honorar for en så lang tekst var meget større end de småpenge, han tidligere havde modtaget for sine digte. At Blicher ikke selv regnede sin novelle for den store kunst, vidner et brev om, som han skrev på samme tid til sin berømte ven, forfatteren og digteren B.S. Ingemann. Blicher skriver beklagende, at han er begyndt at skrive historier for at kunne give de mange børn nye træsko og varmt tøj. Han skriver, at han lige har sendt en fortælling til bogtrykkeren, men han nævner ikke mere om sin novelle, går straks videre til at skrive om det teaterstykke, det endelig er lykkedes ham at få gjort færdigt og sendt til Det kongelige Teater i København. Teaterstykket, som Blicher håbede, skulle gøre ham berømt i København, blev en dundrende fiasko og fik kun ganske få dage på scenen. Anderledes gik det med historien om landsbydegnens søn, Morten Vinge, der i forfatterens egen opfattelse bare var en historie skrevet for klingende mønt. Brudstykker af en landsbydegns dagbog regnes stadig for én af vores fineste fortællinger. Forfattere i Blichers samtid såvel som forfattere siden, har igen og igen fremhævet Blichers debut som novelle forfatter som et gennembrud i dansk litteratur. Da den norske forfatter og nobelprismodtager Sigrid Undset under 2. verdenskrig måtte flygte til USA, oversatte hun Blicher og skrev en introduktion til hans forfatterskab på engelsk. Blichers novelle er trods sine 200 år stadig frisk og moderne, og rummer skjulte lag og hentydninger til både verden dengang og vores menneskelige psyke.

Autofiktion kalder vi det idag, når forfattere som Karl Ove Knausgaard eller min norske yndlingsdigter og forfatter Tomas Espedal fortæller levende fra deres liv og eskapader. De bedste af genrens fortællinger gør, som allerede Blicher gjorde det i sin lange novelle/korte roman: De etablerer en tillid mellem forfatter og læser, som var teksten her reelt brudstykker af en dagbog, som Blicher havde adgang til. Der er store huller i dagbogen (68 dagbogsnotater over 45 år), – men det skulle være den skinbarlige sandhed, for Blicher skriver, at han selv har gennemlæst hele dagbogen, som om der fandtes mere end det, forfatteren Blicher udgiver. Blichers udgave af Morten Vinges dagbog foregår i perioden 1708-1753. Bortset fra de mange dramatiske lokaliteter i fortællingen er handlingen den ret enkle, at Morten Vinge som 14-årig begynder at skrive dagbog og fortæller læseren om, hvordan han af nabopræsten bliver undervist i latin og drømmer om engang at blive præst selv. Desværre dør præsten uventet. Morten får ved den afdøde præsts´ søns hjælp til at få et arbejde som tjener på godset Tjele. Her forelsker Morten sig i herremandens datter Sophie, uden at den kærlighed gengældes. Siden stikker Sophie dramatisk af med præstens Jens, der var blevet skytte på herregården. Efter herremandens død må Morten klare sig selv og melder sig som soldat og opholder sig i udlandet i mange år. Som 50-årig kommer Morten tilbage til Danmark, han genser Sophie og Jens som gamle og slidte. Endelig får han til sidst stilling som degn på sin hjemegn.

Fortællingen er enkel og så alligevel fyldt med meget mere, fordi forfatteren i sin novelle ikke nøjes med den tragiske “selvbiografi” om den Morten Vinges møde med Den store Nordiske Krig, pesten i København, et liv som både pelsjæger i Rusland og år i krigsfangeskab. Der er flere lag i fortællingen end, hvad forfatteren antyder med sin overskrift om, at vi har nogle brudstykker af en dagbog. “Brudstykker” stryges i øvrigt af titlen, da novellen senere udgives.

Blicher udtrykte tidligere, at poesien var hans kærlighed og novellerne ”smør på brødet”, men det ændrer sig i takt med, at de mange læsere i Elmquists Læsefrugter efterspørger nye fortællinger af præsten i Thorning og senere Spentrup præstegård, hvortil præstefamilien flytter, da Blichers hustru Ernestine har så gode minder fra sit første korte ægteskab med Blichers onkel Peder Daniel Blicher, indtil denne uventet døde.

Læserne opdagede allerede dengang, hvad vi stadig fryder os over, at vi i Steen Steensen Blicher har en både drilsk og ”utroværdig” fortæller, der trækker os rundt i historien. Kronologien tilgodeser handlingen i højere grad end den historiske korrekthed. Marie Grubbe fortællingen, som beretningen om Sophie trækker på, er fejl placeret i tid i forhold til virkelighedens Marie Grubbe. Blicher lader Mortens fra sin dagbog fortælle om, hvordan han skyder en svensk skibskaptajn en kugle for panden. Morten bliver dagens helt, og redder ikke alene sin unge herre fra Tjele, men også hele skibets besætning fra svenskernes kugler. Eftertidens Blicherforskere har påvist, hvordan Blicher her genbruger en fortælling, som alle dannede på den tid havde læst i deres skoletid i Ove Mallings læsebog ”Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Helstenere” som blev brugt som lærebog helt tilbage til Blichers barndom og i mange generationer efterfølgende. Som den virtuose fortæller og forfatter Blicher er, genbruger han kendt stof og giver det nye gevandter, som for at sige til sine læsere, at nok er han præst i et par jyske hedesogne, men han kan sine “klassikere”. På samme måde er det svært ikke at se Holbergs Jeppe, der vågner i baronens sang og udbryder: “Drømmer jeg, eller er jeg vågen?“ (Holberg 1723) når Morten Vinge på Tjele gods vågner 27. februar 1713 efter et natligt besøg af Sophie: “Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Har mine sanser duperet mig, eller var hun virkelig min? Jo!” Igen bruger Blicher de fortællinger, hans læsere kender og vender dem virtuost i luften: Morten Vinge kunne jo ikke kende til Holbergs tekst, for Holberg skriver først om den forbavsede Jeppe ti år efter Mortens bemærkning i ”dagbogen”. Det er med andre ord fiktion, at novellen alene handler om fakta.

Trods mesterværker som Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, Sildig Opvaagnen, Hosekræmmeren, Præsten i Vejlbye o.a. døde Blicher lige så fattig som han levede. Forfatter Ida Jessen fortæller i sit forord til den seneste udgivelse af ”En landsbydegns dagbog, at da man endelig tog sig sammen og samlede ind til en sten til Blichers grav, kunne ingen helt huske, hvor han egentlig lå begravet. (Ida Jessen, Gyldendal 2017).

Tillykke med de 200 år til både Steen, Morten og Sophie! Og har du ikke læst novellen, er der meget at glæde sig til!