Kierkegaard og Blicher

Artikel af Erik Harbo i Blichernoter 2013 (Kierkegaard 200 år). Udvidet med enkelte citater og referater

Indledning:

Jeg skal her søge at sige et par ord om henvisningerne hos Kierkegaard til Blichers værker og hans person og også kort komme ind på litteraten P.L. Møllers betydning for Blicher og Kierkegaard. Den unge Kierkegaard abonnerede på Blichers novelleudgivelse i 1833/34, eller vi må hellere sige, at han indkøbte bøgerne, for han står ikke på subskriptionslisten. Vi ved ikke, hvem der er navnene bag boghandler Reitzels liste på 20 stk. Det kunne være Søren K. Vi ved at han ejede fem bind noveller og to bind digte.

Det er derfor, han så klart i sin første bog Af en endnu levendes erindringer* 1838 kan udtale sig om Blicher og fremkomme med den kritik, som stadig i dag har et (sådan er det med Kierkegaard) noget svævende, men også uendeligt fint over sig og noget som bevægede Blicher.

”Vende vi os nu fra disse Noveller og deres Tumleplads til hiin Røst* i Ørkenen St. St. Blicher, der dog, og det er netop det mærkelige, omskabte den til et venligt Tilflugtsted for den i Livet landflygtige Phantasie, saa møde vi vel ikke her en saadan Verdens-Anskuelse, paa hvilken der er gjort Prøve i saa mangfoldige Livs-Tilfælde, ikke heller den Livs-Gymnastik, der er hine Noveller saa eiendommelig; men dog finder ogsaa her en vis Begynden forfra Sted, foretaget, medens den negative Side er aldeles latent, i Kraft af at en heel Positivitæt saa at sige vaagner op og kommer til Orde og ungdommelig frisk fornyer og gjenføder sig med autochthonisk**) (Af Jorden est Du kommen) Originalitæt. Istedetfor den i Hverdagshistoriens Forfatters Noveller*** indeholdte Livs-Anskuelse, der er Individets, som har fuldendt Løbet og bevaret Troen, fremtræder her som Eenheden af en for Sjælens indre Øre gjenlydende individuel-folkelig poetisk Grundtone, og et for Phantasien udslagen folkelig-idyllisk af mægtige Kornmod gjennemlynet Billede – en dyb poetisk Stemning, indhyllet i Umiddelbarhedens Taageslør.

Istedetfor vi i hine Noveller maae beundre den mesterlige Teknik, frapperes vi her mere af enkelte dramatisk-svangre Replikker, som ikke saa meget forudsætte en Cuiviers****Skarpsindighed for af dem at construere en Totalitæt, som næsten Naturens Dybsindighed som Tilblivelsesgrund. I ethvert Tilfælde er ogsaa her en Eenhed, der i sin Umiddelbarhed betydningsfuldt peger ind i Fremtiden, og som nødvendigviis maa gribe Samtiden meget mere, end den har gjort, og derved maaskee komme til at virke heldbringende for den prosaiske Maade, paa hvilken Politiken hidtil er bleven behandlet.

*Stille og mørkladen er vel min Hede;

Dog under Lyngtoppen Blomsteret staaer.

Lærken bag Gravhøie bygger sit Rede

Og sine Triller i Ørkenen slaaer

Noter : *Bogen er som udgangspunkt en kritik af H.C. Andersen roman Kun en Spillemand.

** indfødt el. oprindelig. ***Hverdagshistoriernes forfatter var fru Gyllembourg, der skrev under pseudonym.

**** Baron Georges Léopold Chrétien Frédéric Dagobert Cuvier var en fransk zoolog og palæontolog. Han forbedrede systematikken i Carl von Linnés system.   

Fik Kierkegaards omtale betydning?

Kierkegaards bog blev ikke anmeldt, men vi ved at Blicher har læst den, for næste år udsendte han en novellesamling med titlen Kornmodn nov/dec 1839. Blicher var flittig, for året efter udkom Nyeste Noveller og Digte. Den første, der blev trykt i Randers og udgivet på forfatterens eget forlag, indeholder et par fine noveller heriblandt Skytten på Aunsbjerg og Baglæns, mens vi i den anden, udgivet på Steens Forlag i København, finder Høstferierne og ikke at forglemme det første københavnertryk af Trækfuglene samt af digtsamlingen fra Sverigesrejsen Svithiod.

Det ville nu være naturligt at lede efter påvirkninger fra anmeldelsen i samlingerne.

Vi finder Kornmodn i bd. 24 af Samlede Skrifter. Vi er på et tidspunkt i Bl.s forfatterskab, hvor noveller stadig fylder meget, men ellers bruges hans hverdag til at skrive artikler (journalistik) til Jyllandsposten, færdiggørelsen af Viborg Amt og vurdering af den kritik, han modtog i den anledning, samt ideer om Skanderborg Amtsbeskrivelse, som han også skulle skrive, men ikke fik færdiggjort. Først og fremmest er han engageret i tankerne om at etablere folkefesterne på Himmelbjerget, en idé han fik ved at læse om, at nogle studenter havde samlet sig på Himmelbjerget i sommeren 1838 og muligvis havde nævnt, at Blicher burde stå i spidsen for et sådant foretagende.

 Det er i samme år, at Vestlig Profil af den cimbriske Halvøe udkommer. At jeg udnævner ham til Danmarks flittigste forfatter på dette tidspunkt kan næppe undre nogen.

Jeg sagde, at vi skulle lede, men finder vi noget? Nej, det er ikke Søren Kierkegaards stil, der ændrer noget ved Blicher, selvom han finder ud af en ny fortællestil både i Vestlig Profil og i De tre Hellig-aftener.

Blicher nævner Kierkegaard. Eks. 1. Blicher bruger navnet Kierkegaards klædehandel i København i Julianes Giftermaal 1840. Eks. 2. I En Herremand på Jorden, der er fra Min Vinterbestilling 1844 og 1845 læser vi: ”Siden De har vist mig en så stor Fortrolighed, så tillad mig at gengælde den!” sagde jeg. ”Efter min Anskuelse har De ikke i sinde at gifte dem?” 

”Det har jeg heller ikke”.

”Hm! En misogynisk (kvindehader) Filosof siger: ´Gifter du dig, handler Du ilde; gifter du Dig ikke, gjør Du ligesaa. Religonen siger: Hm, du skal! Moralen: Du bør! Da De ejer en så levende Indbildningskraft, hvorfor kan De da ikke tage en Hustru og indbilde Dem, at det er Deres Mirabilis incognita? (forundelige skjulte). Det er, som professor Sven H. Rossel, Wien, siger, et ekko fra Kierkegaards Diapsalmata (Mellemspil) i Enten-Eller. Her står der: ”Gift dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil fortryde begge

Dele.” Nu ved vi altså, at Blicher har læst eller hørt noget af indholdet i Enten-Eller.

Kierkegaards omtale af Blicher

I en diskussion om romantikken finder vi i hans dagbøger ordene fra Telse om ”den vide udstrakte Ørken”… ”og den jydske Hede” …

Jesper Langballe, der har beskæftiget sig meget Eneboeren paa Bolbjerg i sin bog Anlangendes et menneske siger, at Viktor Eremita, der er bogens udgiverpseudonym er hentet direkte i Blichers novelle. Årstallet er 1834, det år, hvor Blichers novelle udkommer. Langballe påviser, at Enten-Ellers hovedperson gennem æstetikeren A og Etikeren B og det religiøse bruger Christian i novellen til at forfægte sine meninger. Som jeg har nævnt tidligere er Langballes bog på mange måder diskutabel, men hans store kapitel om Søren K og Steen B er i høj grad læseværdigt.

I 25. april 1978 holdt Blicherkenderen/forskeren H.P. Rohde et foredrag i Blicher-Selskabet, med samme udgangspunkt, at Blicher er en slags opfinder af de tre stadier, ”det æstetiske, det etiske og det religiøse”. Desværre foreligger foredraget ikke, og der er kun et nødtørftigt referat i Selskabets arkiv ved Marie Stoklund der skriver i sit referat, at det er første gang, at dette emne virkelig drøftes. Hertil kan bemærkes at Kierkegaards bog Af en endnu Levendes Papirer med omtalen af Blicher, Andersen og fru Gyllembourgh flere gange er nævnt i Blicherlitteraturen bl.a. hos Johs. Nørvig og hos Felix Nørgaard længe inde dette.

MS. skriver om foredraget Blicher og Kierkegaard: Konstellationen er det spændende, modsætninger – lighedspunkter: Lidelsen. Den jyske tilknytning. Næppe personlig kontakt.  Det spændende er, hvad B har betydet for K.

1836 Det romantiske eksemplificeres med den nordafrikanske ørken og den jyske … (indl. til Telse).

1837 Humoristen i den bekendte Blicherske’ måske at sprænge hele verden i stumper og stykker i en eneste syllogisme (Fjorten dage i Jylland) 

1838 Trækfuglene : ”Wenn ich ein Vöglein wäre”.

I midten af 40’erne: Om E Bindstouw (Jens Jensens beretning)

Af en endnu Levendes Papirer: Overblik over samtidens litt. Meget særpræget, mest rosende Blicher-karakteristik.

I Enten-Eller en formodentlig allusion til Kjeltringliv. I Vekseldriften, Studier på Livets Vei i hyldesten til modersmålet, citeres Blicher om modersmålet fra Trækfuglene. Men det er frit citeret (Solsorten).

Skjult påvirkning!? 3. Jan. 1712 i En Landsbydegns Dagbog. Jf. Diapsalmata: Jeg gider ikke o.s.v.

Don Juan i Enten-Eller.

Henning Fengers Kierkegaard-myter

Henning Fenger har i Kierkegaard-myter og Kierkegaard-kilder omtalt Søren Kierkegaards ophold i Gilleleje i 1835. Han påviser familieskabet med Blichers Hosekræmmeren med den indledning Kierkegaard bruger i sin dagbog fra omkring 1835, og genfinder der nærmest en afskrift af Blichers indledning til novellen: Kierkegaard som Vandringsmanden. Han omtaler også besøget i Esrom. Huset her bliver til Hosekræmmerens bondehus, hvor han genfinder de tre hovedpersoner.

Novellen Fjorten dage i Jylland har også inspireret Kierkegaard. Begge forfattere holdt meget af Mozart. Ja, han er deres foretrukne komponist. Om der kan påvises, at de to har udvekslet synspunkter i den retning er svært at afgøre, men Kierkegaard har da læst Blichers novelle med dens Mozartbegejstrede udbrud.

Måske har han også læst Vestlig Profil af den cimbruiske Halvøe fra 1839 med Blichers omtale af Mozarts opera Don Juan, som han så under sit besøg i Hamburgs opera i 1838: Han siger: ”Hvad har de iaften paa Stadttheater? – “Don Juan.” Mozarts Mesterstykke! Tonekonstens Triumph! Musikkens Macbeth! Det maae vi høre! – Jeg gik, og hørte – ja, ene og allene hørte; thi see kunde jeg ikke, for at høre; den Hexemester kan give een Sands Arbeide nok. – At see Don Juan – det er lidt – det er intet; men at høre Instrumenternes Fortælling, Vellystens Historie saaledes fremtonet – det er et Heelt, som …”

Kierkegaard skrev om Mozart i “De umiddelbare erotiske Stadier eller Det Musikalsk-Erotiske” en æstetisk afhandling om Mozarts opera Don Juan. Han blev ved læsningen besat af dette musikdrama. Operaen opførtes for øvrigt første gang i 1807 på Det Kongelige Teater med stormende succes. Den berømte schweizisk fødte sanger, skuespiller og musiker Edouard du Puy sang titelpartiet.  Man kendte i forvejen Cosi fan tutte der opførtes 10 år før og blev en fiasko. Den 19-årige Adam Oehlenschläger var med her som statist, og han har fortalt historien. Fra 1820-erne kommer Figaros Bryllup og Tryllefløjten på programmet.

Søren Kierkegaard var en ivrig operagænger, og det var ikke bare Mozart, han hørte. Han prøver i sin afhandling at give en karakteristik af operaen. Jeg har fundet hans tolkning af forholdet Elvira og Don Juan meget interessant. Selv om han betegner sig som lægmand er hans analyser værd at sætte sig ind i.

Man kunne tro, at det var teksten, der var det vigtigste for ham, og det samme burde det være for Blicher, men nej, det er musikken, der griber dem. Alligevel siger han et sted, ligesom Blicher: “hør, hør, hør Mozarts Don Juan“, det kunne måske også hænge sammen med, at opførelserne dengang ikke altid var så overbevisende i forhold til dekoration og handling.

Han siger: “Musikken er foruden Sproget det eneste Medium, der henvender sig til Øret”. Heri indfælder der sig “et Vidne om, i hvilken Forstand Musikken er et Sprog”.  Don Juan er altså ”Kronen blandt Operaer”, og det skyldes, siger han, “det absolutte Forhold mellem Idé, Form, Stof og Medium.”

Denne del af afhandlingen fører direkte til Forførerens Dagbog. For Kierkegaard er Don Juan en umiddelbar forfører, og i virkeligheden ret uskadelig i modsætning til den virkelige reflekterende forfører, som vi så møder i Dagbogen. Jeg har klippet af et citat, der siger at Don Juan, som sanselivets orgiastiske dyrker ikke kan siges at være en forfører, da han er ubevidst og derfor ikke troløs, men den ‘umiddelbare’ Don Juan. De 1003 piger har han intet lovet, så bedrager er han ikke og kunne, hvis han ville, komme igen. På det plan er Don Juan uskyldig. Hvorimod den reflekterede, bevidste forfører er en slem én.

Fra Kierkegaards notat ved vi, at Don Juan blev opført otte gange fra den 10. juni 1836 og frem til 20. februar 1843, hvor Enten-Eller udkom. På det Kongelige Teater har Kierkegaard, udover Giovanni Battista Cetti, hørt barytonen Jørgen Christian Hansen (1812-1880) i rollen som Don Juan.

Om Regine

Jeg har for nylig udover de forskellige steder bl.a. professor Sven H. Rossel har påpeget i 2006 i en kronik i JP fundet en interessant oplysning i forbindelse med et brev K. skriver til Regine. Det er et digtcitat fra Blichers Juleferierne 1834. Novellen trykt i samme år som Eneboeren paa Bolbjerg.

Blichers heltinde Alice synger disse vers om natten i samtalen mellem hende og den gamle baronesse, medens hun maler et billede af årets sidste blomst tusindfryden. Helten lytter skjult bag en tapetdør.

Fra SK · udateret [23. jan. 1841] · til Regine Olsen

”Kl. 12 Min Regine!

Her har Du det Manuscript, der var  Aarsag  i, at jeg maatte forlade Dig saa præcis. Og ikke sandt? Du vil formod[en]tlig give mig Ret i at hvis den lærde Verden fik det at see vilde den erklære det for det Taabeligste, jeg endnu havde skrevet, ja for aldeles meningsløs.

Saa modtag da ogsaa min Lykønskning, ell. rettere den Sum af Ønsker, der fra forskjellige Tider og Dage have sat sig i Bevægelse alle for at drage op til Dig, modtag dem alle samlede i eet Ønske: Gud give at Ingen maa tage Din Glæde fra Dig – Ikke Du selv ved urolig Higen, ved utidig Tvivl, ved selvfortærende Mismod – Ikke jeg ved mit tunge Sind og mine selvgjorte Bekymringer – Ikke Medgangs Smiil – Ikke Modgangs Taarer – Ikke Længselens utaalmodige Hasten – ikke Erindringens skuffende Bedøvelser. Modtag dette Ønske. Og synes det Dig end et Øieblik at jeg er bleven saa gammel, at mit Ønske ligner en Bøn, min Udtalelse deraf en Velsignelse, saa modtag den dog, modtag den med ligesaa megen Bevægelse som jeg meddeler den, da veed jeg, at der vil komme den Tid, da jeg atter med Velsignelse vil forvisse mig om, at Du har bevaret Din Glæde, men da vil min Velsignelse være en Taksigelse, fordi jeg saae Opfyldelsen af det, der af Alt ligger mig meest paa Sinde.

Din S. K.

Ei om Vaaren vil jeg minde,
Ei om svundne Drømme. Nei!
Men Dig lære just at finde
Glæden paa Din Vei.
=
Sørg dog ei for Vaarens Glæder,
Som blot slumre i Dit Bryst –
Selv den Taare, som Du græder
Er ei uden Lyst.

Det er den første Geburtsdag, jeg er tilstæde ved, og det varer formodentlig en Tid inden jeg igjen bliver det. Tag derfor dette Maler-Apparat, hvis Du kan bruge det. Og ligesom Du selv frelser den beskedne Blomst ud af Døds og Glemsels Nat, saaledes gaaer min taknemlige Erindring endnu engang over den høstede Ager og finder bestandig noget Nyt, den vil bevare.

Tag disse Stager, lad dem lyse for Dig, ligesom Din Musik saa ofte har adspredt mit mørke Sind. At bede Dig under Alt dette at tænke paa mig, behøver jeg vist ikke, men hvis det kan glæde Dig, hvis Tanken om mig kan blive lettere, friere, mere udvidende for Dig, naar Du er fast overbeviist om, at jeg deler Din Tilfredshed under disse Beskjæftigelser, saa vær urokkelig forvisset derom.

Du sendte mig i sin Tid nogle Markblomster; Du havde ikke glemt hvad jeg tidligere havde yttret. Min Smag er endnu den samme. Jeg har imidlertid forgjeves søgt at tilveiebringe et ell. andet Exemplar. Dog er det til en vis Grad lykkedes mig, som Du vil overbevise Dig om, naar jeg kommer til Dig.

Lidt om P.L. Møller

Jeg har flere gange i forbindelse med Blichernoter været inde på litteraten P.L. Møller og hans store betydning for Blicher. Det er et stort selvstændigt emne, som der ikke er meget plads til her i aften.

Nogen har sagt, at P. L. Møller var Kierkegaards model til Johannes Forføreren. Det er morsomt at tænke på at Henrik Hertz i Stemninger og Tilstande 1839 kan beskrive Søren Ki-

erkegaard åbenbart fordi de har spist på samme ”pensionat”. Hertz kalder ham for Translatøren. Kierkegaard har selv kommenteret udgivelsen og genkendt sig selv. Det er også spændende at se at P.L. Møller og Kierkegaard her lærer hinanden nærmere at kende, i betragtning af at Møller få år efter er at betragte som Kierkegaards dødsfjende pga. karikaturbladet Cosaren.

P.L. Møller fik nok en krank skæbne, men hans tid i Danmark var ikke uden succes. Han skulle have været noget af en kvindebedårer, det er der endnu ikke skrevet nok om i litteraturen, man har ligefrem fornemmelse af at visse Kierkegaardsforskere helst går helt uden om Møller og gør Goldschmidt til hovedfjenden. Man mener, at Kierkegaard, der kom i en alvorlig karambolage med Møller, misundte ham denne forførerevne, som han til gengæld nedfældede på papiret.

Aftenen sluttede med, at Paul Hüttel læste uddrag fra Fjorten Dage i Jylland. Det er ikke Blichers begejstring for Mozart vi hører, det er præsten og cellospilleren (måske et portræt af hans egen far) der råber højt af begejstring.  Vi oplever Blichers eminente evne til at oparbejde en stemning. Et stykke litteratur der kan sammenlignes med et musikpartitur.