Skriftlig beretning 2025 for Blicher-Selskabet

Har Blicher-Selskabet, som en frivillig litterær forening, en fremtid? – Svaret er JA, men det kræver, at selskabet i løbet af få år får hvervet nye medlemmer, som vil støtte op om selskabets arbejde og betale et kontingent.

Mange frivillige foreninger – ikke mindst de, der bygger på tradition og frivilligt engagement – står over for udfordringer med faldende medlemstal og vanskeligheder ved at tiltrække nye bestyrelsesmedlemmer.

Det er ingen hemmelighed, at Blicher-Selskabet er udfordret. Selskabet har over de seneste år mistet mange medlemmer, og medlemstilgangen har været svigtende. Selskabet har en trofast medlemsskare, som har betalt kontingentet i mange år, men der mangler tilgang af yngre personer i alderen 40-60 år, som stadig er aktive i arbejdslivet. Det gælder undervisere i både folkeskole, gymnasier samt universiteterne, og som interesserer sig for dansk nationallitteratur. Men alle andre med interesse for de danske klassikere er naturligvis også meget velkomne som medlemmer.

Dertil kommer, at det er blevet vanskeligt at sælge bøger. Det er Blicher-Selskabet ikke alene om. Flere andre historiske- og litterære selskaber melder også om svigtende bogsalg.

Selvom udfordringerne er reelle, giver selskabets rige historie, der grundigt er beskrevet på hjemmesiden, og kulturelle betydning et solidt udgangspunkt. Hvis Blicher-Selskabet fornyer sig, er det bestyrelsens opfattelse, at der er gode muligheder for at fastholde selskabets relevans og sikre en bæredygtig fremtid.

Bestyrelsen har iværksat et visionsarbejde, hvor selskabets hidtidige virke bliver grundigt drøftet. Det er bestyrelsens hensigt på den korte bane fortrinsvis at prioritere initiativer i nye formidlingsformer.

Det vil glæde bestyrelsen meget, hvis vores medlemmer vil bidrage med input i form af synspunkter, tanker og forslag om fremtiden. Det gælder i særdeleshed også at være behjælpelig med at få hvervet nye medlemmer.

Årets gang

Forårsmøde 2024

Blicher-Selskabet afholdt sin generalforsamling fredag den 19. april 2024 på Johannesgården, Blegdamsvej, København. – Mange bestyrelsesmedlemmer deltog, mens fremmødet blandt øvrige medlemmer var beskedent. Efter formandens velkomst og fællessangen “Kær est du fødeland” blev generalforsamlingen afviklet. Der var genvalg af Peder Porse, Per Vibskov Nielsen og James Lerche til bestyrelsen. Nyvalgt til bestyrelsen blev Torben Høegh Rask.

Efter generalforsamlingen talte medlem af bestyrelsen og sognepræst Mads Jacob Iversen om Blicher og Kristendommen.

Forårsmødet sluttede med en samtale om selskabets fremtid. Her deltog bestyrelsesmedlemmerne ivrigt sammen med medlemmerne. Det blev fremhævet, at Blicher bedst kan formidles ved oplæsning, skuespil, podcasts, idet unge mennesker ikke er meget for at læse bøger.

Årsfest 2024

Den 2. november 2024 afholdt selskabet sin årsfest i Simeons Kirkens Menighedslokale. Arrangementet omfattede oplæsning af Blichers værker, musikalske indslag og en visning af filmen “En Landsbydegns Dagbog” fra 1975.

Deltagelse i Litterært Folkemøde

Den 5. og 6. oktober 2024 deltog Blicher-Selskabet i det litterære folkemøde i Skørping. Her havde selskabet en stand og afholdt to foredrag om Blichers liv og betydning.

Artikler og interviews på hjemmesiden

I løbet af 2024 og begyndelsen af 2025 har Blicher-Selskabet offentliggjort følgende artikler og interviews på hjemmesiden:

  • Interview med Ida Jessen: Dorrit Færk Møller interviewer forfatteren Ida Jessen om hendes personlige og litterære forhold til Blicher. Jessen fortæller blandt andet, at når Blicher er bedst, giver han en oplevelse af at være plantet i verden.

  • Blicher og Herregårdene: Marianne Gjørtz Hougaard fra Museet i Thorning har skrevet en artikel i anledning af 200-året for udgivelsen af “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” i 1824. Artiklen omhandler personerne i novellen, Blichers univers, hans forhold til standssamfundet og de senere afholdte Himmelbjergmøder. Artikel, der også var optrykt i Brudstykker fra Blicheregnen.

  • Dagbog fylder 200 år og lever i bedste velgående: Peter Ulvsgaard fra Spentrup Præstegård markerer 200-året for udgivelsen af “Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” og reflekterer over værkets vedvarende relevans. Oprindeligt trykt i Randers Amtsavis i april 2024.
  • “To digtere” af Erik Harbo, et essay der udforsker Steen Steensen Blichers og H.C. Andersens liv og indflydelse på hinanden. Essayet er udsendt i et særtryk af BlicherNoter til alle medlemmer, men kan også læses på hjemmesiden.

Regnskab for 2024 og medlemstal

Årets resultat for Blicher-Selskabet blev et overskud på 2.444 kr. Egenkapitalen pr. 31. december 2024 er 25.365 kr.

I 2024 indgik der 32.917 kr. i medlemskontingenter og gaver. Bogsalgets indtægter beløb sig til 3.383 kr. Årsrapporten er tilgængelig på hjemmesiden under menuen: selskabet/økonomi.

Ved årets slutning var der 185 husstandsmedlemmer her i landet. Derudover var 5 husstandsmedlemmer bosiddende i udlandet. Dertil kommer et antal forenings- og institutionsmedlemskaber.

Selskabets bestyrelse

Ved generalforsamlingen i 2024 udtrådte selskabets mangeårige formand Erik Harbo af bestyrelsen. Bente og Erik Harbos indsats for selskabet har været enestående i de mange år. Erik Harbo modtog helt fortjent Blicherprisen i efteråret 2023. – Efter generalforsamlingen meddelte bestyrelsesmedlemmet Ivan Z. Sørensen, at han også ville trække sig fra bestyrelsen.

Selskabets bestyrelse valgte en ny næstformand Dorrit Færk Møller, kasserer Torben Høegh Rask og sekretær Mads Jacob Iversen.

Der skal lyde en stor tak til James Lerche, som i rigtig mange år både har været sekretær og kasserer for selskabet samt ikke mindst Benny Pilgaard, som har stået for regnskab og revision af både Blicher-Selskabet og Blicher-Fonden.

Blicher-Selskabet har fået nye revisorer. Som generalforsamlingsvalgt revisor har Bente Sørensen, Thorning sagt JA til at varetage denne post. Bestyrelsen har udpeget Gregers Thomsen, som er formand for Blicheregnens Museumsforening, til også at være revisor for selskabet samt Blicher-Fonden.

Bestyrelsesmøder har gennem året været afviklet Online via Teams. Det har både sparet tid for de enkelte medlemmer og omkostninger til rejseudgifter for Blicher-Selskabet.

Blicher-Selskabets arkiv, som befandt sig på den tidligere formands adresse i Roskilde, er nu overflyttet til Blicheregnens Museum i Thorning. Selskabets lager af bøger til salg befinder sig nu på Museet Herningsholm, der forestår distribution af bøgerne til køberne.

Blicher-Selskabets bestyrelse den 13. marts 2025