Blicher og Herregårdene
Af Marianne Gjørtz Hougaard, Museum Silkeborg Blicheregnen
I 2024 har museet sat fokus på St. St. Blichers første novelle, som udkom i 1824. 200-året er blevet fejret med foredrag, oplæsninger og særudstillingen ”Blicher og Herregårdene”.
Novellen, ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”, er skrevet, mens Blicher var præst i Thorning. Han var på daværende tidspunkt allerede en anerkendt digter. Året før udkom digtsamlingen Bautastene, som var et fællesprojekt med N.F.S. Grundtvig, Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann, men allerede i 1814 udkom Blichers første digtsamling, Digte, første del.
”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” foregår på herregården Tjele, men det er langt fra den eneste novelle fra Blichers hånd, som foregår på en herregård, og derfor valgte museet at sætte fokus på hans herregårdsnoveller. Selvom Blicher har skrevet mange noveller fra herregårde i det meste af Jylland, valgte museet at fokusere på novellerne fra Blicheregnen. Med udgangspunkt i dem så udstillingen Blicher og Herregårdene nærmere på Blichers forhold til livet på herregårdene og ikke mindst på hans forhold til herremændene og -kvinderne, som boede på dem.
Blicher var helt enestående til at beskrive os mennesker på godt og ondt, hvad enten det er herremænd, bønder eller rakkere. Vi kan genkende os selv og hinanden i hans noveller. Vi kan spejle os i følelserne og blive klogere på os selv. Det er derfor, Blichers noveller stadig er aktuelle i dag – 200 år efter, de udkom. I udstillingen havde museet udvalgt nogle af de noveller, som netop viser, hvordan Blicher kan røre os i dag – med humor, tragik og spiddende sarkasme.
Uddrag fra novellerne blev indtalt af skuespiller Anders Dam Valentinus fra Teater O og levendegjort med scenografiske lydeffekter, mens særudstillingslokalet blev ændret til en herregårdssalon, hvor man kunne tage plads og træde ind i fortællingerne. Samtidig udstillede museet Holger Hjersings enestående Blicher-samling, skabt gennem en menneskealder.
Novellerne, man kunne gå på opdagelse i, var ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”, ”Præsten i Thorning”, ”Fruentimmerhaderen”, ”Jøderne på Hald”, ”Skytten på Aunsbjerg”, ”De Tre Helligaftner” og ”Eneste Barn”. De foregår på herregårdene Tjele, en fiktiv gård ved Revl, Allinggård, Hald og Aunsbjerg.
Lidt om St. St. Blichers baggrund
”B. er kommen, så at sige, dødfødt til verden, og først ved hjælp af varme mælkebade, som lægen J. P. Rogert i Viborg anvendte, vandt han til live. Spinkel og svagelig var han i sin opvækst;” Selvbiografi, 1840
Da St. St. Blicher blev født 11. oktober 1782, var det et barn fra det bedre borgerskab, der så dagens lys. Blicher var søn af præsten Niels Blicher og Marie Kirstine Curtz, og fadderne til Blichers dåb var kammerherre Frederich de Schinkel til Hald med frue, etatsråd Steen de Steensen til Aunsbjerg med frue, samt oberstløjtnant v. Waldow i Viborg. Sidstnævnte ved vi ikke meget om, men de første var nogle af egnens mægtige herremænd og samtidig Blichers familie. Steen de Steensen på Aunsbjerg var Blichers grandonkel via Blichers mor, mens Frederich de Schinkel var bror til Steen de Steensens hustru.
”hun var »fuldblods,« som det nu hedder; og man ved, at denne race ikke er fri for nykker, dem ej engang den »permanente guillotine« er i stand til at udpille: hun vilde herske; intet videre. »Hvor er din vilje, lille Steen?« sagde hun ofte til mig – men ikke uden når fremmede var tilstede. Jeg var en dukke, en automat; og hun havde lært mig at svare: »I bedstemoders lomme.” Skytten på Aunsbjerg, 1839
Barndommen og herregårdene
”I min opvækst måtte jeg oftere og længere end jeg ønskede opholde mig, eller rettere: indespærres på denne gård. Besidderen Etatsraad Steen de Steensen var nemlig min mors morbror. Han og kone – en Schinckel – havde ingen børn; jeg var opkaldt efter ham; og han var en godmodig mand.” Skytten på Aunsbjerg, 1839
St. St. Blicher voksede op i landsbyen Vium, men kom gennem hele sin barndom på Aunsbjerg og Hald, og han brød sig ikke om det. Han ville meget hellere færdes på heden eller besøge egnens bønder. Sammen med sin far traskede Blicher Blicheregnen tyndt og fik her en forståelse for bøndernes kår fra barnsben. Men måske på grund af morens sygdom blev den lille Steen ofte sendt over markerne fra præstegården i Vium til herregården Aunsbjerg for at tilbringe længere tid der.
Et af besøgene på Hald skildrer Blicher i novellen ”Eneste Barn”, hvor han som barn var tilskuer til historien om Frederik de Schinkels datter, Charlotte Amalie de Schinkel. Hvor Steen de Steensen omtales som en godmodig mand i novellen ”Skytten på Aunsbjerg”, er Schinkel en ”rigtig Aristocrat” som forgriber sig på tjenestepigerne og slår bønderne. Hvor Schinkel ikke viger tilbage fra vold og straf, er Steen de Steensen respektfuld overfor sine ansatte.
Blichers første novelle foregår på herregården Tjele, hvor Blichers far, Niels Blicher, tidligere var præst. Måske har han fortalt sin søn om Tjeles nok mest kendte beboer Marie Grubbe, som blev gift med en kongesøn, men endte som færgekone på Falster. Det er sandsynligvis både hendes historie og Charlotte Amalie de Schinkels historie, som har inspireret Blicher til hans første novelle ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”. Den handler om en adelsfrøken, som gifter sig under sin stand, hvilket både Marie Grubbe og Charlotte Amalie de Schinkel gjorde.
En af karaktererne i novellen er kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, som forgriber sig på tjenestepigerne og virker, set gennem den unge Morten Vinges øjne, decideret usympatisk og meget bevidst om sin egen betydning.
”Han bukkede for hver især af herskabet, men det syntes som han kun bukkede for at rejse sig højere i vejret.” Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog
Blicher og bønderne
Blicher var først og fremmest bøndernes fortaler, og det bærer hans noveller også præg af. Blicher var selv landmand i 1810’erne, inden han blev præst i Thorning, og han arbejdede for at forbedre bøndernes dyrkningsmetoder og vilkår.
I novellerne er bønderne ofte heltene, mens herremændene er mere negativt beskrevet. De kan være stivsindede, opblæste, pralende, tåbelige, lunefulde og ligefrem modbydelige, men de kan i ny og næ også være ædle, tålmodige og retskafne. Bønderne beskriver han med lune og respekt. Bonden Sejer i novellen ”De Tre Helligaftner” er en rigtig helt, som tør provokere herremanden. Både Sejer og herremanden Jørgen Marsvin beskrives som usandsynligt stærke, men det er Sejer, der får styr på egnens røvere og en belønning i form af gård og hustru.
”»Jeg tykkes,« siger han, »at læsset ikke er tungere, end at jeg kunde trække det alene.« – »Hej! spænd fra!« råber herremanden til køresvenden. Og da det var gjort, siger han til Sejer: »Tag du nu fat! og kan du trække vognen, så giver jeg dig, hvad der ligger på den, men kan du ikke, så skal du op og have dig et ridt på træhesten.« Så begyndte knøsen at undskylde sig og sagde, at det var kun hans spøg. Men husbonden sagde til ham: at han vilde vænne ham af med at spøge i hans nærværelse, og én af delene skulle han. »Jaja!« sagde Sejer, »skal jeg, så skal jeg.« Dermed gik han til vognen, tog stjerten af, og fat i hamlerne, bøjede sig forover og trak – og vognen fulgte godt efter; men hans træsko gik i smadder, så hårdt trådte han i jorden.” De tre Helligaftner 1841
Blicher skriver i begyndelsen af sit forfatterskab for borgerskabet i købstæderne og får sit store gennembrud i København, da Johanne Louise Heiberg læser højt af ”Hosekræmmeren” på Det Kongelige Teater i 1834. Med ”De Tre Helligaftner” fra 1841 og ”E Bindstouw” fra 1842 er målgruppen dog blevet en anden. De er skrevet for bønderne, og ”E Bindstouw” endda på jysk, så de færreste i København kunne forstå den.
Blicher og standssamfundet
Samfundet var i begyndelsen af 1800-tallet inddelt i fire stænder, adelen, gejstligheden, borgerskabet og bønderne. De sidste var langt den største stand og samtidig den laveste. De havde ingen privilegier, men mange forpligtelser. En del af befolkningen tilhørte ikke nogen stænder – det var rakkere, tiggere og fattige.
Blicher var ikke meget for det stive standssamfund. I flere af sine noveller gør han op med standssamfundet, bl.a. i novellen ”Landsbydoctoren” fra 1839:
”Han gav hver dag flere timer ordentlig Audiens, og det endda ikke efter stand og rang, men efter Sygdommens større og mindre farlighed, hvorved der opstod den uorden, at en fattig Stodder kunne komme ind førend Greven selv; det var en bagvendt Rangforordning den! Ved en dygtig Tyfus kunne således en, som slet ikke er i Forordningen, rykke op i øverste Klasse; men – det forstår sig – Herligheden var forbi med Sygdommen.” Landsbydoctoren 1839
I novellen ”Hosekræmmeren” er Blicher også tydeligt modstander af, at kærligheden skal begrænses af stand og indkomst, men Blicher holdt sig ikke kun til emnet i sine noveller. I Spentrup fortælles historien om præsten Blicher, der overhører et ungt par, der ikke må få hinanden, da hun er af en rig bondefamilie, og han en fattig tømrersvend. Blicher vier dem på trods, og da pigens far opdager det, vælger pigens familie at støtte parret, og parret køber senere Hvidsten kro til deres søn, Niels Fiil.
Også de udskilte rakkere er med i Blichers noveller. Han kendte dem fra sine mange ture på heden, hvor rakkerne rakkede rundt og tilbød hjælp med at komme af med gårdenes døde dyr, udskiftning af vinduer og andet. De var samfundets laveste, men hos Blicher er de ligeså værdige til en plads i novellerne som alle andre.
Blicher og Himmelbjergfesterne
Samme år, som Blicher skrev ”Landsbydoctoren”, tog han initiativ til noget helt nyt, som var med til at bryde grænserne mellem stænderne ned. I 1838 mødtes et par studerende på Himmelbjerget for at diskutere store tanker om samfundet. Den tanke tiltalte Blicher så meget, at han året efter inviterede alle til fest på Himmelbjerget. Det blev til seks fester i alt med mere end 15.000 deltagere gennem årene.
Formålet med festerne var at vække almenånden, støtte danskheden i Sønderjylland, opflamme kærligheden til fædrelandet og fremme det fællesnordiske. Det skulle være en folkelig national sammenkomst, hvor alle kunne deltage. Det var første gang, man samledes til udendørs folkemøder med politiskdemokratiske undertoner i Danmark. Blicher anmeldte selv begejstret sine Himmelbjergfester i 1839:
”Her var generalen og soldaten, greven og bonden, præsten og degnen…Her sås ingen standsforskel – ej engang i klæderne – Alt var borger – og borgerinde.”
Blicher havde dog glemt at tage ejeren af Himmelbjerget i ed, da Blicher ville gentage succesen i 1840. For første gang tog Blicher ikke bondens parti, da Blicher kaldte ejeren af Himmelbjerget en spekulant og skrev:
“var jeg Bonde i Rye, som jeg virkelig kunde ønske, jeg vilde virkelig stænge mine Døre for ham, og aldrig komme hans Gaard saa nær, at jeg kunde lugte Røgen af hans Skorsteen”.
Ejeren af Himmelbjerget, Peder Nielsen, nægtede i en annonce i februar 1840 folk adgang på bjerget, og Blicher svarede i avisen Dannevirke:
” Og skulde ikke, i Analogi hermed, hin Landevei for hele Danmarks land, hin Alvei til Danesind, hin Kongevei til Trofasthed, Mandighed og alle Folkedyder — hvorfor skulde den ikke, ved en Autoritet, langt højere end Vejkorpset, kunde vorde vurderet — oja! højt, meget højt, Ejeren afkøbt, og derpå vorde Nationalejendom?”
Om kongen læste Blichers indlæg, eller selv fik ideen vides ikke, men striden mellem Blicher og Nielsen endte med, at Christian d. VIII købte Himmelbjerget for 1.000 rigsdaler under sin Jyllandsrejse i sommeren 1840, så Himmelbjergfesten kunne gennemføres i august samme år.
Blichers herregårdsnoveller fra Blicheregnen
Novellen som sådan var ikke en ny genre, da ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” udkom i 1824. Vi kender til noveller helt tilbage fra middelalderen, og som genre defineredes den af digteren Johann Wolfgang von Goethe i 1795. Blicher skrev knap 100 noveller og mere end 300 digte.
”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” var banebrydende for sin tid og enestående i dansk litteraturhistorie. Blandt andet pga. Blichers opfindelse af den upålidelige fortæller. Novellen udkom i tidsskriftet ”Læsefrugter, samlede på Litteraturens Mark”, som blev læst af en skare borgere i det østjyske. Novellen var tilføjet noten, “fundet, gjennemseet og udgivet af S.S. Blicher”, og læserne var overbeviste om, at novellen ikke var fiktion, men en reel dagbog. Da ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” blev genudgivet i 1833 var titlen ændret til ”En Landsbydegns Dagbog”, og noten var slettet. Med udgivelsen udvidedes læserskaren til København.
Novellen er skrevet som en dagbog og er dermed en personlig beretning, som skaber et fortroligt rum mellem læseren og fortælleren. Som læser bliver man dog hurtigt klar over, at fortælleren, Morten Vinge, ikke er den mest pålidelige kilde til begivenhederne. Han har sin egen dagsorden, og dermed er den upålidelige fortæller født.
Historien i Brudstykker af en Landsbydegns dagbog (1824)
I dagbogen følger vi Morten Vinge, fra han er 14 år til kort før, han dør som 54-årig. Morten beretter om livet som tjener på herregården Tjele, om pest i København, svenskekrige og livet som pelsjæger i Sibirien, hvorefter han vender retur til Danmark. Men det er oplevelserne på Tjele og kærligheden til den skønne Sophie, der er omdrejningspunktet for novellen. Det er de dagsbogsnotater, der giver liv og farve i Mortens beretning. Resten er lidenskabsløst og uinspireret. Morten er handlingslammet i sin ulykkelige kærlighed og tilskuer til novellens begivenheder. Han drømmer, men handler for sent.
”Thiele, den 11te Januar 1710
Accurat saadant et Veir var det idag otte Dage, da vi kjørte i Kane til Fussingøe, og jeg stod bag paa Frøken Sophies. Hun vilde selv kjøre; men da et Qvarteerstid var gaaen, begyndte hun at fryse om de smaae Fingre: »J’ai froid« sagde hun for sig selv. »Skal jeg da kjøre, naadig Frøken?« sagde jeg. – »Comment! sagde hun: Forstaaer Du Fransk?« – »un peu mademoiselle!« svarte jeg. Da vendte hun sig om, og saae mig stivt i Øinene. Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slæng, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kakkelovn. Det kom mig for, at jeg fløi i Luften med hende, og inden jeg vidste det, var vi ved Fussingøe. Dersom hun ikke havde raabt: »tenez Martin! arrestez vous!« havde jeg kjørt forbi lige til Randers eller til Verdens Ende.”
Inspirationen til novellen kommer fra den virkelige historie om Marie Grubbe, som vokser op på Tjele, blev gift med kongesønnen Frederik Ulrik Gyldenløve, men endte som færgekone på Falster. Ifølge Blicher selv var han også inspireret af Charlotte Amalie de Schinkels skæbne. Charlotte Amalie de Schinkel vender Blicher tilbage til i herregårdsnovellen Eneste Barn.
Eneste Barn (1842)
”Eneste Barn” var dybt kontroversiel, da den udkom. Selvom Blicher kalder hovedpersonen for Frøken S… har ingen i samtiden været i tvivl om, at han beskrev sin egen slægtnings sociale deroute. Charlotte Amalie de Schinkel blev gift med løjtnant Martinus Braëm og skilt i 1814, da hun havde en affære med en gift mand.
Historien
Gensynet med en fattig og næsten uigenkendelig Charlotte Amalie de Schinkel, tiggende ved døren hos Blichers bekendte i København, får ham til at mindes sine oplevelser fra barndommen. Charlotte Amalie er datter af Frederich de Schinkel på Hald. Hans søster er gift med Blichers grandonkel Steen de Steensen på Aunsbjerg.
Novellen foregår på herregårdene Aunsbjerg og Hald. Den unge Charlotte Amalies forældre har udset sig en baron til datteren, men hun er hemmeligt forelsket i løjtnant B, som hun udveksler breve med. Det opdages af hendes far Frederich de Schinkel, og hun sendes i et fornemt fængsel på Aunsbjerg hos sin faster. Selvom tjenere vogter hendes kammer, lykkes det løjtnanten at klatre op på anden sal og besøge hende. Pigen sendes retur til Hald, men det stopper ikke brevvekslingen. Efter kort tids indespærring på Hald bliver Charlotte Amalie befriet af en fremmed kammerherre, som anklager de Schinkel for at holde hende indespærret og for at ville bortgifte hende uden hendes vilje. Den fremmede kammerherre har et dokument med fra kongen og tager Charlotte Amalie med sig.
De Schinkel dør kort efter af et slagtilfælde, og selvom han ville have gjort datteren arveløs, lykkedes det ikke. Blicher beretter derefter, at Charlotte Amalie siden forlod sin mand og børn for en anden mand.
”Den fastsatte tid gik tjeneren ind; men kunde ikke få ham vågen; thi han var død; et slagtilfælde havde gjort ende på hans slette liv, og kvalt hans hævnplaner i fødslen. – Den forhadte svigersøn blev hans universalarving.”
Særudstillingen Blicher og Herregårdene kunne opleves på museet fra juni 2024 og året ud.