Interview med Ida Jessen

Af Dorrit Færk Møller, medlem af bestyrelsen

På en kold forårsdag i 2024 kørte jeg til forfatter Ida Jessens hjem i Sorø, for at interviewe hende omkring Blicher, målrettet ”Blichernoter”, som hun i øvrigt selv er flittig læser af.

Tilbage i 1980erne mødtes vi på Aarhus universitet, Nordisk institut, hvor vi begge læste. Senere fik vi kontakt igen, og hvad der skulle have været et interview, udviklede sig flere gange til noget, der mere ligner en samtale, for det er en stor glæde at tale om Blicher med Ida.

DM (Dorrit Møller): Her kommer det første spørgsmål til dig, Ida, – og jeg begynder helt uden for Blicher-skiven: For et par år siden spurgte jeg en yngre kollega på min arbejdsplads, Birkerød gymnasium, hvad Casper Eric betyder for hende. Hun svarede – tydeligt berørt: ”Han betyder alt. Han kan læse mig. Jeg føler mig i den grad i samklang med alt, han skriver”.
Det var så forunderligt at høre, for Casper Eric er jo langt mere min tid også, og alligevel føler jeg mig ikke hjemme i hans lyrik – men det gør jeg i Blichers!

Ida – nu spørger jeg dig: ”Hvad betyder Blicher for dig?”

Ida: Det er et svært spørgsmål, fordi det er så åbent. Men jeg tror, det har noget med at føle sig hjemme i verden at gøre. Måske fordi Blicher er så fast forankret i et sted. Man læser ham sammen med det sted, han skriver fra. Jeg kan ikke sige dig, hvorfor han får mig til at føle mig hjemme i verden. Det har også med årstider at gøre. Det har med landskaber, farver og vind og vejr at gøre. Det har noget med præstegårdslivet at gøre. Med livet på landet, med den tid, det foregår i.

DM: Men Blichers tid er ikke din tid, så hvordan kan han få dig til at føle dig hjemme?

Ida: Måske er det bare så spundet ind i hinanden. Jeg kender hans tid så godt, fordi jeg har læst ham. Og det at jeg kender den tid så godt gør, at jeg føler mig hjemme. Så måske er det fra ham, det hele kommer. Han har givet mig så uendeligt meget. Ikke kun litterært, men også personligt. Det er jo simpelthen sådan, at det at læse Blicher, når han er bedst, det er som at være plantet i verden.

DM: Måske det også er her, din baggrund spiller ind, fordi du er opvokset i en præstegård?

Ida: Ja! Da jeg var barn, boede vi i denne her gamle præstegård, og der var så frygteligt fodkoldt, ikke mindst om vinteren, og det sneede. Hvis man lagde sig ned på gulvet, kiggede ud under en stor dragkiste i dagligstuen, så kunne man se direkte ud på stenbroen, og så vidste jeg, at sådan havde det været i århundrede – kulden ved gulvet. Sådan har det være at bo i de gamle præstegårde.

Sådan havde det været at komme fra en meget gammel præstefamilie, sådan som jeg også gør. Og sådan har det også været at ønske sig væk fra det. Jeg tror nok, at man på den måde kan bruge et så kedeligt ord som identifikation. Det er måske her din kollega siger om Casper Eric: ”Han ser mig” sådan kan jeg også sige – jeg kan i alle fald føle, at JEG ser Blicher. Det er egentligt formasteligt at sige, for det sted jeg vender min lygte, det er jo et fuldstændigt subjektivt valg. Blicher er så meget andet, end det jeg ser i ham. Og det jeg ser, bliver ved at udvikle og ændre sig. Han bliver ved at åbne sig. Det er så nemt at tage fat et eller andet sted. Så kan man sådan set bare blive ved og ved og ved.

DM: Fortæl lidt mere om det at være i samklang med Blicher.

Ida: Ja – oplevelsen kan komme på forunderlige måder. På et tidspunkt skulle jeg skrive et forord til ”En Landsbydegns Dagbog”. Jeg vidste, at Blicherselskabet havde udgivet Blichers breve til Ingemann, og skulle bare have et sted at gå ud fra. Jeg gik ned på Sorø Akademis Bibliotek og spurgte, om de havde Blichers breve til Ingemann – ja det havde de, lød svaret – og jeg regnede med, at de ville give mig Blicherselskabets lille udgivelse. Bibliotekaren forsvandt og kom tilbage med en kapsel. Det var – simpelthen – de originale breve fra Blicher til Ingemann. Jeg skulle ikke engang tage handsker på, for når man har med sådan noget at gøre, så er det godt med fedtet fra hænderne. Det kan præservere. Det gav et sug i mellemgulvet at holde de originale breve – som at sidde under en klippe, og så pludselig stryger en havørn hen over hovedet på en.

Det var magisk. At se hvor meget han har klattet med blækket. Se, hvor meget og hvor hurtigt han har skrevet. Jeg fornemmede hans ensomhed og savn. At han så hurtigt siger ”vi to – Ingemann – vi to, vi hører sammen” – og han har måske glemt at spørge Ingemann, om han også synes det – det gik lige i hjertet på mig. Der sidder han, denne vilde, vilde, vilde person, og han siger til Ingemann (Ingemann får et rejsestipendium og rejser afsted i 10 måneder til Italien): ”Jeg har det som en tam stork, jeg engang så – da de andre rejste sydpå, så gemte den hovedet under vingen af skam”.

Det hele er altid så dobbelt med Blicher – man tænker: Ja, det siger du, Blicher, at du er den tamme stork, men vi ved, at det var dig, der var den vilde, og Ingemann, der var den tamme stork. Den dobbelthed er der i alt.

DM: Det er nu, jeg får lyst at spørge ind til den jyske hede, og din og Blichers brug af den. Han valgte jo tydeligvis heden i de fleste af sine store noveller. Den er en konstant klangbund i hans univers, men den fylder også hos dig. Ikke mindst i din seneste roman, ”Kaptajnen og Ann Barbara”. Hvad betyder heden for dig?

Ida: Ja, der er jo næsten kun rudimenter tilbage. Det er så mærkeligt, jeg elsker alt, der blomstrer og gror. Og samtidig har jeg det der billede af heden som et fascinationsrum, hvor ting kan finde sted. Heden er som en mur – hvis jeg bare flød ud i en blomsterglæde – så ville det blive ”smør med flæsk på”, som man siger i Norge. Heden er som at have en modpol af noget råt og noget strengt. Det har altid fulgt mig. Da jeg var ung, rejste jeg til Nordnorge og boede oppe ved polarcirklen på en klippeø fire timers sejlads fra fastlandet. Der var sandelig heller ikke meget, der voksede og groede.

Der var goldt, goldt, og det kan fylde mig med ubehag, men som forfatter er det golde et fascinationsrum, hvorfra man kan fortælle historier. Hvorfor det er sådan, det ved jeg ikke, men måske det står i kontrast til mine private tilbøjeligheder, når det drejer sig om blomstring, vækst og grøde. Men det er også noget med, at hvis man har det der øde rum, så er det også den enkelte i konfrontation med sig selv, men også en konfrontation med andre, fordi alting bliver så tydeligt, som i et kammerspil. Der er ingen flugtmuligheder. Du kan ikke lige dreje rundt om et gadehjørne, og ind i et nyt kvarter.

DM: Men hvis du var på en Hawaii-ø, hvor alt er så frodigt og smukt, så mangler du det, der skaber historier. I det golde ligger længslen efter det, som er uudfoldet. Er det sådan, det skal forstås?

Ida: Ja, men også at den golde hede danner rammen for de helt basale ting. Det har altid fyldt noget for mig. Som en robinsonade.

Jeg er jo ikke vokset op i en gammel hedeegn. Den var opdyrket i omkring år 1900. Det var jo ikke sådan, at man kunne vandre på hederne i dagevis. Så på en måde er heden en fantasiforestilling. Men alligevel har jeg brugt forestillingen om heden i flere romaner. Fx har jeg skrevet nogle historiske romaner, ”En ny tid” og ”Doktor Bagges anagrammer”, og da jeg begyndte på dem, trænede jeg mit blik i at skrælle læhegn, veje og bebyggelse væk, og i stedet bare læse landskabet efter dets formation. Det har givet meget rent landskabeligt at kunne det i de gamle hede-egne. Det har jeg haft meget glæde af som en stimulerende tankevirksomhed.

DM: Måske oplevede Blicher netop den stimulation for tanken, når han vandrede i den enorme hede. Du kan på den ene side se derfra og dertil med markeringer i landskabet– men man kan sagtens forestille sig uendeligheden. Ligesom en grænseløs stjernehorisont på en sejltur over Atlanterhavet. Eller mere jordnært: at være på roadtrip i USA. Måske vil det lige være noget for dig – hvis altså du ikke allerede har været det?

Ida: Det har jeg aldrig været. Men jeg tror, at jeg vil på roadtrip i Danmark i min forestillingsevne. Så har jeg også kort – gamle landskabskort over heden – men jeg har selvfølgelig også været på heden. Og det var min far, der tog mig med. Fordi han ville vise mig heden. Det har jeg været meget glad for.

DM: Noget helt andet: Tænkte du på indledningen til ”Hosekræmmeren”, da du skrev indledningen til ”Kaptajnen og Ann Barbara”?

Ida: Nej. Ikke bevidst. Men, hvis der er noget, man er meget fortrolig med, så er det blevet en del af ens erfaringsverden på en måde, hvor man ikke bukker og takker, men man regner det for sit eget.

DM: Lad os gå lidt tilbage til det, du talte om i forhold til Blicher og identifikation og sprog. Hvad betyder Blichers sprog for dig?

Ida: Ja, jeg har jo altid bare accepteret det. Det har aldrig været til forhandling. Men – hvis jeg må tage en lille afstikker, så sidder jeg jo og oversætter denne her enormt store roman om Olav Audunsson af Sigrid Undset på 1200 sider, skrevet i 1920erne. Den foregår i middelalderen, og fordi hun [Sigrid Undset] går så grundigt til værks, så har hun fodret den med middelaldersprog. Hendes research viser sig ud i huskeråd, våbentyper og klæder og den måde, borgene selvfølgelig var indrettet på – alle beskrivelserne skulle moderniseres. Det var noget Gyldendal og jeg aftalte. At skulle så meget igennem for at fatte, hvad et substantiv betyder, det er omsonst – fx at skrive at det var en gryde, med den og den hank – så skriver jeg bare ”gryde” – men der er forskel på at oversætte og have teksten på originalsprog. Ligesom med bibeloversættelser – altså, hvis man genfortæller Biblen – og det skal ske hvert 20. år – så oplever man, at originalsproget – Biblen ”itself” har en helt særlig kraft, og at moderniseringen gør noget ved teksten. Altså ved indholdet!

På et tidspunkt, hvor jeg talte med Sigrid Undsetselskabet om det at modernisere, som er den store udfordring i forhold til Biblen, så fik jeg den besked: ”Gid du kunne gøre det samme” – fordi det er svært for nordmændene at læse hende. Simpelthen!

DM: Det er bestemt også svært for mange danskere at læse Blicher. Ikke mindst for de unge i gymnasiet. Da min kollega, Mette Moltesen, og jeg fik udgivet vores Blicherbog til gymnasiebrug, valgte vi at fastholde Blichers sprog, dog med den undtagelse at følge retskrivningsreformen fra 1948. Gamle udtryk forklarede vi i parenteser i selve teksten. At modernisere Blichers sprog føltes som at rive gamle, fine historiske værker itu. Så vores modernisering var ud af nødvendighed og det tætteste man kommer på ikke at modernisere!

Ida: I morges, da jeg vidste, du skulle komme her, så tænkte jeg: Gu’ ve’ hvordan det ville være, hvis man moderniserede Blicher? Hvad ville gå tabt – hvad ville man vinde? Altså – det er jo næsten en blasfemisk tanke – men derfor kan man godt tænke den alligevel! – jeg kan ikke svare dig på det. For mig er det nemt at læse ham. Nemt fordi jeg er flasket op på Blicher. Lige siden jeg var lille – og det var særligt min far, der læste højt.

DM: Nogle gange har du måske ikke fattet noget som helst af det, han læste op?

Ida: Nemlig!  Og af alle de bøger, vi fik læst højt, så var der så meget, hvor man tænkte: ”Det er ikke så vigtigt – men det bliver snart godt”.

DM: Jeg oplever, at fordi Blichers sprog er ”gammelt”, så bliver en fortid genoplevet. Giver det mening?

Ida: Ja. I høj grad! – og måske er det det, jeg forsøgte at sige på en bagvendt måde: Blichers tekster minder mig om mit eget liv!

DM: Så ad bagvejen får man sit eget liv med, og her hjælper det, at sproget er det, som svarer til en tidligere tids sprog?

Ida: Ja, og nu taler vi om sproget, som ikke kan løsrives fra indholdet: Blicher genopliver på mange mangfoldige måder. For mig – og for min far. Fx, da min far var døende og helt elendig, lå han i pyjamas og ville ikke ned i stuen. Han var virkelig parat til at opgive ånden – og jeg kom forbi og sagde: ”Far – ved du hvad – jeg er begyndt at læse Jeppe Aakjærs 3-binds værk om Blicher – så satte han sig sådan halvt op i sengen, og sagde: ”Den har jeg også lyst til at læse!”. Han lånte den af mig, og så læste han den. Det der skete, efter han havde sagt det var, at han stod op og kom ned for at spise frokost.  Han tog ligesom fat om livet igen. Da han var færdig med trebindsværket, sagde han: Nu vil jeg læse ALT af Blicher. Fra den ene ende til den anden. Og det gjorde han. Han læste simpelthen alt. Bortset fra digtet ”Natten paa Jellingehøje”. Det var det sidste, han ønskede sig, at jeg skulle skaffe. Jeg så denne olding i sin kørestol, der sad og læste Blicher. Og når han var sammen med os efter læsningen, sagde han: ”Det har vel nok været en dejlig dag”!

Og det kan Blicher! For mig er det en vidunderlig ting at tage med. Jeg har set det!

Jeg har set en gammel mand stå ud af sengen og tage fat på et nyt livsafsnit, efter at have lagt sig ned for at dø! Det må du gerne skrive, hvis du vil!

DM: Det er vel nok en smuk historie at dele med læseren. Tak for den!