Blicher og Brudstykker af en landsbydegns dagbog
Af Marianne Gjørtz Hougaard
Føulum, den 1ste Januar 1708.
Gud skjenke os Alle et glædeligt Nytaar! og bevare vor gode Hr. Søren! han slukkede Lyset iaftes, og Moder siger, han lever ikke til næste Nytaar; men det har vel intet at betyde.
(Første notat i ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”)
I efteråret 1823 sidder St. St. Blicher i præstegården i Thorning og skriver et udkast til sin første novelle. Blicher er på daværende tidspunkt en anerkendt digter og aktiv debattør i aviserne, men novellegenren er ny, ikke bare for Blicher, men også for mange af læserne. Genren blev defineret af Johann Wolfgang von Goethe i 1795, og første halvdel af 1800-tallet bliver et prosagennembrud for dansk litteratur. Med Blichers noveller får genren stor udbredelse, og den Blicherske novelle har i dag en særlig status i litteraturhistorien.[i]
Blichers første novelle blev dog ikke et gennembrud med det samme, selvom den i dag bliver regnet for intet mindre end et mesterværk.
Vejen mod den første novelle
Blicher omtaler første gang novellen i et brev til A.P. Liunge, udgiveren af det litterære tidsskrift Harpen, i november 1823 uden dog at røbe titlen:
”En romantisk Historie, hvoraf Elmquist har fået det første ark, men som jeg troer, han sender tilbage af den Aarsag, ”at han kun vil have Fortællinger af en saadan længde, at de kunne rummes i eet Bind”.”[ii]
A.F. Elmquist var Blichers redaktør af tidsskriftet Læsefrugter, samlede på Litteraturens Mark, som blev udgivet i Aarhus og dermed læst af borgerskabet og den øverste del af almuen i det østjyske, mens Harpen blev læst i litterære kredse i København. Udgivelser i Harpen gav omtale og prestige, men ingen løn – dog fik man en udgave af tidsskriftet gratis. Til gengæld modtog Blicher et mindre honorar på fem rigsdaler pr. ark for at skrive til Læsefrugter. Et ark var på ikke mindre end 16 sider!
Det betød, at han modtog 15 rigsdaler for sin første novelle[iii], mens et digt naturligvis ville give ham meget, meget mindre. Dermed er der bedre økonomi i at skrive noveller end digte.
I et brev til B.S. Ingemann nævner Blicher direkte, at han skriver noveller for at sikre sine børn tøj på kroppen.[iv]
”Jeg har ellers givet mig i Tjeneste hos Elmquist for 5 Rd. pr. Ark, for dog imellem at kunne pynte mine otte Børn med Vadmelskofter og Træskoe”
(Brev til Ingemann 25. februar 1824)
Blicher var da præst i Thorning, men det var ikke et rigt præstekald, og med flere og flere børn var det vanskeligt for Blicher at få pengene til at slå til.
Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog
Elmquist udgiver novellen, selvom Blicher havde sine tvivl om det, og i starten af 1824 udkommer Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog i 23. bind af Læsefrugter.[v] Novellen anmeldes positivt i juni 1824 i Litteratur – Kunst og Theater-Bladet, mens andre anmeldere overser den.
”De af Hr. Blicher ”fundne, gjennemseete og udgivne” Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog ere, skjøndt
meget fragmentariske og skizzerede, høist characteristiske og originale.”[vi]
Anmelderen er ikke i tvivl om, at det ikke er en virkelig dagbog, men for andre forekommer novellen at være en rigtig dagbog, som Blicher har fundet – det oplyser han også selv i efterskriften. Også Elmquist omtaler novellen som en rigtig dagbog i markedsføringen af Læsefrugter.[vii]
Novellen genudgives i 1833 i Samlede Noveller, og denne gang når novellen meget bredere ud. Datidens største skuespillerinde, Johanne Louise Heiberg, havde året forinden oplæst Blichers novelle Hosekræmmeren på Det Kongelige Teater[viii], og den toneangivende anmelder, J.N. Madvig, anmelder Blichers novellesamling og roser Blichers fremstilling af Morten Vinge i Maanedsskrift for Litteratur i 1835.[ix]
Handlingen i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog
Novellen er skrevet i dagbogsform og handler om den unge Morten Vinge, som bliver ansat som tjener på herregården Tjele. Det er Mortens dagbog, vi læser og ham, vi læser over skulderen på. Dermed skaber Blicher et fortroligt rum mellem os og Morten, hvor vi får Mortens version af begivenhederne, men genistregen består i, at læseren efterhånden finder ud af, at man ikke kan tage alt, som kommer fra Mortens pen, for gode varer. Han har sin egen agenda, og dermed har den upålidelige fortæller set dagens lys. En fortæller, som i øvrigt ikke er udpræget sympatisk.
Som Blicher skriver til Liunge i november 1823, så er det en kærlighedshistorie. Det er Mortens kærlighed til den skønne Sophie, som er omdrejningspunktet for novellen. Det er de dagsbogsnotater, der giver liv og farve i Mortens beretning. Resten er lidenskabsløst og uinspireret. Morten er handlingslammet i sin ulykkelige kærlighed og tilskuer til novellens begivenheder. Han drømmer, men handler for sent. Selvom Morten både oplever at være pelsjæger i Sibirien og krigsfange undervejs, så er det lidenskabsløst beskrevet – Mortens liv går i stå, da han ikke får Sophie, og der går mange år, inden Morten skriver igen. Morten vender tilbage til dagbogen, da skæbnen igen lader ham møde Sophie. Den lange pause er med Blichers egne ord ”af stor tragisk Effect”.[x]
Mens tiden efter Tjele beskrives kort og farveløst, er der til gengæld masser af lidenskab og liv i beskrivelserne fra Tjele, mens Morten stadig er nærheden af Sophie.
”Thiele, den 1ste Mai 1710.
Ak, jeg elendige Menneske! nu veed jeg, hvad det er, jeg feiler; Ovidius har sagt mig det, han har gandske accurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager feil, saa hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den jeg er charmeret udi, maa uden al Tvivl være Frøken Sophie. Ak, jeg arme Daare! Hvad skal dette blive til? Jeg maa prøve hans remedia amoris!”
”Thiele, den 4de October 1710.
Endnu kunde vi ingen Ting see for Taage, men alt som de kom nærmere, hørte vi Vognenes Rumlen, Hestenes Pusten, Skytternes Snak og Latter. Nu kom Solen frem, og Taagen lettede. Da blev det levende paa alle Kanter. Skovfogderne begyndte allerede at stille Klapperne i Orden, man hørte dem hviske og tysse paa dem der vilde snakke høit, og Kjeppene kom sommetider i Bevægelse. Fra Vester og Sønder kom Skytterne kjørende, og bagefter Vognene med Hundene: deres Haler viftede over Vognfjelene, og imellem stak der et Hoved op, som ogsaa strax fik Ørefigen af Jægerdrengene. Nu satte naadig Herren selv af langs ned i den lange Dal midt igjennem Krattet. Da han var færdig stødte han i sin Pibe, og med det samme begyndte Hornblæserne et lystigt Stykke. Hundene bleve koblede af, og det varte ikke længe før de slog an, saa een, saa to, saa det hele Kobbel. Harer, Ræve og Dyr smuttede frem og tilbage paa de skovbegroede Bakker. Saa gik af og til et Skud, og Knaldene gav Echo langs ned gjennem Dalen. Klapperne kunde vi ikke see, men vel høre deres Hujen og Skrigen, naar et Dyr eller en Hare vilde bryde igjennem.”
Inspirationen
Inspirationen til novellen kommer fra den virkelige historie om adelsfrøkenen fra Tjele, Marie Grubbe, som først er gift med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, men siden ender som færgekone på Falster. Ifølge Blicher selv er han også inspireret af sin kusine, Charlotte Amalie de Schinkels, skæbne.[xi] Hendes skæbne vender Blicher tilbage til i den kontroversielle novelle Eneste Barn, som fortæller om kusinens sociale deroute.
Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog har rørt læsere siden, den første gang blev udgivet, og den har inspireret andre til at gribe pennen. Her kan nævnes i flæng, Martin A. Hansen, Karen Blixen, Søren Kierkegaard og mange andre. Novellen rører os stadig, vi føler med Morten Vinge og kan sætte os ind i hans følelser, når han beskriver sin kærlighed til den dejlige Sophie, og vi forstår hans jalousi og accepterer hans resignation til slut. Vi kan more os over hans praleri med egne evner og have medlidenhed med ham over, at livet er gået ham forbi.
Blichers første novelle blev indledningen til en række enestående noveller fra hans hånd, hvoraf de største, udover Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, er Hosekræmmeren og Præsten i Vejlby. De tre noveller er gribende tragedier om skæbnens veje, men som Knud Sørensen gør opmærksom på, så udspringer alle tre historier også af sociale forhold i det standsopdelte samfund.[xii] Et emne, som Blicher vendte tilbage til igen og igen i sit forfatterskab.
Særudstillingen Blicher og Herregårdene
Med afsæt i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog så museet nærmere på Blichers holdning til stændersamfundet belyst gennem hans herregårdsnoveller fra Blicheregnen i særudstillingen Blicher og Herregårdene. Blicher beskriver livet på herregårdene i flere af sine noveller, og herremændene er ofte beskrevet med vid og bid. Det er bønderne, ikke herremændene, der har Blichers støtte.
Herregårdsnovellerne i særudstillingen var nøje udvalgt – de fandt sted på Blicheregnen og beskrev livet på egnens herregårde og herregårdenes beboere samtidig med, at novellerne viste bredden i Blichers forfatterskab. Der var bidende satire, kærlighed, humor og dyb tragedie.
Udstillingen bestod af to dele, en udstilling af museets nyerhvervede samling af førsteudgaver, Holger Hjersings samling, som museumsforeningen havde doneret til museet året før, og en genskabt herregårdsalon, som Blicher kunne have oplevet den. Her kunne museumsgæsterne tage plads og lytte til dramatiserede uddrag fra novellerne, indlæst af skuespiller Anders Dam Valentinus fra Teater O. Det var litteraturen, der var i fokus, og med litteraturen i ørerne så særudstillingen nærmere på Blichers holdning til herregårdene og det standsopdelte samfund, som Blicher opponerede imod både i og udenfor sine noveller.
Novellerne, der kunne opleves i uddrag var
Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824)
Præsten i Thorning (1824)
Fruentimmerhaderen (1827)
Jøderne på Hald (1828)
Skytten på Aunsbjerg (1839)
De tre Helligaftner (1841)
Eneste Barn (1842).
Vi slutter af med Morten Vinges misundelige, men skarpe beskrivelse af kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, som skal giftes med Mortens store kærlighed, den skønne Sophie.
”Thiele, den 14de Novbr. 1711
… Han smiilte mig saa vammelsødt og plirede med sine Øine, som om han saae imod Solen. Han bukkede for hver især af Herskabet, men det syntes som han kun bukkede for at reise sig høiere i Veiret.”
Litteratur
St. St. Blicher, Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog
St. St. Blicher, Selvbiografi
Jeppe Aakjær, St. St. Blichers Livstragedie
Knud Sørensen, St. St. Blicher
Erik Harbo, Min hjertelskede Ven
litteratursiden.dkBiografiskleksikon.lex.dkdansklitteraturshistorie.lex.dkJørgen Aabenhus, Den første moderne danske novelle fylder 200 år pov.international, 24.02.24
[i] https://litteratursiden.dk/artikler/klassikeren-blicher og https://lex.dk/novelle. Johann Wolfgang von Goethe definerede novellen som beretningen om “en stedfunden, usædvanlig begivenhed”.
[ii] Aakjær, Jeppe, St. St. Blichers Livstragedie, bind 1, s. 157
[iii] Sørensen, Knud, St. St. Blicher, s. 109
[iv] Harbo, Erik, Min hjertelskede Ven, s. 76, Brev til B.S. Ingemann 25. februar 1824
[v] https://www.kb.dk/e-mat/dod/130025713576-color.pdf
[vi] Aakjær, s. 139
[vii] Annonce 22. marts 1824, Aabenhus, Jørgen, Den første moderne danske novelle fylder 200 år, https://pov.international/brudstykker-moderne-novelle-200-ar/
[viii] https://biografiskleksikon.lex.dk/Steen_Steensen_Blicher
[ix] https://dansklitteraturshistorie.lex.dk/Biedermeierkultur_og_biedermeierkunst. I samme anmeldelse er Madvig meget forarget over Blichers novelle Sildig Opvaagnen om ”dobbelt Ægteskabsbrud og Horeliv”. Noget, der måske kan have hjulpet til med udbredelsen af novellerne, snarere end afskrækket læserne.
[x] Harbo, s. 84, Brev til B.S. Ingemann 23. januar 1833
[xi] Blicher, St. St., Selvbiografi, s. 37
[xii] Sørensen s. 109