Sneeklokken
Af Henrik Ljungberg
I år er det 200 år siden Blicher forlod Thorning for at blive præst i Spentrup. Spentrup-præsten var død, men hans enke kunne blive i præstegården i et år, ”Naadsensaar”.
Blicher måtte derfor pendle mellem Thorning og Spentrup, og meget af hans tid gik med at forberede flytningen. Derfor er hans litterære produktion usædvanligt tynd i årene 1825 – 26. Altså kun kvantitativt.
Blicher skrev digtet ”Sneeklokken,” som er påfaldende. Det har en musikalitet i både rytme og rim. Det har alle gode digte i bunden form, kunne man indvende! Ja, men det lyriske jeg skriver i nutid og glider let fra sindstilstand til sindstilstand; der er en samklang: Fra ”Vintergrav” til ”Himlen blaa”, fra Vaarens Glæder” til ”min Tid er kort”, fra ”gjemmen Iis og Snee” til ”jeg kan Solen see”.
Så kommer et mørkt mellemspil: ”øde”, ”eenlig”, ”Utid”, ”frem”, men ”hjem” med bøjet ”Hoved”.
I digtets tredje del udtrykkes imidlertid ”Haabets Farve”: ”blomstre”, ”Ungersvend” ”Hjerte,” ”vandre med sin Pige” etc.
Stemningsskift fra mørke til lys, fra tungsind til lethed, fra vinter til vår: ”Et kjerligt Hjerte tænker paa Vintrens blege Søn.”
Digtet er både en bevidsthedsstrøm og en bevidsthedsdrøm.
Der er noget insisterende i digtets kontraster, som giver mindelser om den allersidste strofe i digtet ”Saa er et Aar da atter gjemt,”som Blicher skrev i 1848:
Det Onde maa Du taale,
Og drikke bitre Skaale,
Men ei med skjæv Mund eller Rynker –
Forkjælet Feighed Ingen ynker.
Det Gode maa Du nyde,
Saameget Skjæbnen Dig vil byde;
Dog ei med Hovmod, men med Maade,
Ei bedre kan den gamle Mand Dig raade.”
Den stoiske Blicher som døde den 26. marts, 1848.
Digtet Sneeklokken
(Forsang til en Nytaarsgave under denne titel. 1826.)
Naar alle Blomster slumme i kolde Vintergrav,
Jeg vaagner af min Dvale, og kaster Dækket af.
Jeg hører Lærken synge højt udi Himlen blaa,
Og med sin klare Trille om Vaarens Glæder spaae:
Jeg kan ej længer tøve; jeg veed, min Tid er kort,
Jeg nyde maae mit Liv, før det atter iler bort.
Men der er koldt deroppe, og gjennem Iis og Snee
Jeg maae mig Vejen bryde, før jeg kan Solen see.
End Marken er saa øde, saa eenlig staaer jeg her;
Af mine Brødre ingen jeg finder hos mig nær:
Da bøjer jeg mit Hoved, i Utid kom jeg frem,
Og før de andre vaagne, jeg vender atter hjem.
Dog krandser Haabets Farve mig med sit blege Skjær:
Jeg skal dog ej uændset uelsket blomstre her.
En Ungersvend kan finde den hvide Vinterblomst,
Og tænke i sit Hjerte paa Vaarens Atterkomst;
Kan vandre med sin Pige fortrolig Arm i Arm,
Og kjælent hende gjække med Blomsten ved sin Barm.
Og før igjen jeg segner hen i det lange Blund
Et Kys saa varmt jeg nyder af Pigens Rosenmund.
Naar skjønnere frembryde de Sommerblomster smaae,
Naar mellem Roser dufte Violerne saa blaae:
Maaskee en kjerlig Taare dog skjænkes mig i Løn,
Et kjerligt Hjerte tænker paa Vintrens blege Søn.