Medlemsbrev november 2025
Kære medlem af Blicher-Selskabet
Den 11. oktober var det 243 år siden, at Steen Steensen Blicher blev født i Vium Præstegaard, syd for Viborg.
Hans digtning og noveller har stadig relevans. Fødselsdagen er i år blevet markeret ved flere arrangementer, der har samlet ekstra mange deltagere:
Thorning Forsamlingshus
I Thorning var der fulde huse ved Museum Silkeborg Blicheregnen, Blicheregnens Museumsforening og Thorning Foredragsforenings foredrag den 9. oktober med Kim Blæsbjerg, forfatteren bag romanen ”De bedste familier”, hvor man følger to familier med tilknytning til fabrikken Cheminova.
Som afdelingsleder for Museum Silkeborg Blicheregnen og bestyrelsesmedlem i Blicher-Selskabet Marianne Gjørtz Hougaard skriver i referatet fra foredraget: ”De bedste familier er ligesom Blichers værker en beskrivelse af ikke bare en egn, men også en tidslomme, som bliver levendegjort – hos Blicher er det standssamfundet i 1800-tallet, mens det hos Blæsbjerg er industrialiseringen og væksten efter Besættelsen. Hvor Blicher er særdeles kritisk overfor herremændene, der forgriber sig på bondepigerne, er det hos Blæsbjerg direktøren, der fornøjer sig.”
DR forventes at være klar med en filmatisering af romanen i 2027.
Årsfest i Sankt Johannes Kirken på Nørrebro i København
Blicher-Selskabets årsfest 2025 blev afviklet søndag den 12. oktober. Der deltog knap 90 personer. Som et nyt tiltag blev årsfesten indledt med en festgudstjeneste, hvor tidligere sognepræst i Thorning Jørgen Løvstad var prædikant. I prædikenen blev sagt følgende: “På sine vandringer – hovedsagelig på jagt – mødte han mennesker på kanten af samfundet – i det fysiske grænseland mellem morænelandskabet og den fede jord og den flade sandslette – heden. Vium, hvor Blicher er født, ligger også på grænsen mellem agerland og heden. Thorning ligger præcist på grænsen – og i grænselandet mellem lov og ret.”
Ved årsfesten blev Blicherprisen 2025 tildelt digter og sognepræst Nikolaj Zeuthen. Lektor og bestyrelsesmedlem Mads Norholt motiverede tildelingen med: “I Blichersangen hører vi om et band, der skal spille koncert i Vrads i februar, og mens bandet opholder sig der, går sangens jeg rundt i det frosne landskab og tænker på et ”du”, der er indlagt med svær sygdom. Sangen har direkte referencer til Blichers univers, heden, dyrelivet, frosten i februar og måske vanviddet.
Lige i dette punkt, i denne sang mødes de to digteres helt forskellige poetiske universer. Der er unægtelig langt fra Blichers trækfugle, tatere, hosekræmmere og lynghede til Zeuthens trappevask, bilferier, a-kasse-erotik, samlerkort og parforhold.
Men der er dog også noget mere, for både Zeuthen og Blicher er realister, der beskriver det samfund, de møder, det liv der leves omkring dem”.
Nikolaj Zeuthen optrådte efterfølgende med sit band Skammens Vogn. Traditionen tro blev der også sunget flere Blichersange med Bente Harbo ved klaveret.
Motiveringen for tildeling af Blicher HER
Selve referatet fra årsfest 2025, der indeholder link til Blichersangen kan læses HER
Vandrekoncert i Spentrup
I Spentrup blev Vandrekoncerten i Blicher Plantagen først afviklet den 1. november, da stormen den 4. oktober medførte udsættelse. Dette arrangement var helt udsolgt.
De vandrende gæster tog forbi Mindestenen i Blichers plantage. Her fortalte Egon Thomsen om Hvidstengruppen, der modtog sprængstoffer, våben og faldskærmsagenter i den i sin tid af Steen Steensen Blicher anlagte plantage 2 km nord for Spentrup. Efterfølgende i Spentrup Kirke “serverede” sanger og musiker MC Hansen sammen med sin musikalske legekammerat, Hal Parfitt-Murray, musikalske fortællinger i Spentrup kirke i bedste “Blicher-stil”.
Læs hele referatet fra vandrekoncerten HER
Præsten i Vejlby på Folketeatret
Som tidligere meddelt vore medlemmer har Folketeatret i København i dette efterår opsat Præsten i Vejlby, som efterfølgende er på turné i hele Danmark. Forestillingen har fået fine anmeldelser. Lektor og bestyrelsesmedlem Mads Norholt har skrevet en anmeldelse efter at have set forestillingen.
Syv Blichernoveller er udgivet på japansk
Blicher-Selskabets tidligere formand Erik Harbo har bidraget med efterord i bogen. Det er et spændende projekt, som startede helt tilbage i 80’erne, hvor kontakten blev etableret til oversætteren Naoki Takafuji, som på det tidspunkt var studerende i Danmark.
Læs Erik Harbos fortælling om udgivelsen HER
Skuespiller Paul Hüttel døde den 24. oktober.
Tidligere formand Erik Harbo har i anledning af dødsfaldet skrevet mindeord.
På bestyrelsen vegne
Torben Høegh Rask
Kassereren



